Anne går af som frivilligkoordinator: - Man får så meget mere tilbage, end hvad man selv giver
Lise Myrup Lassen
HJØRRING: 75-årige Anne Kjeldtoft fra Hjørring er ikke helt ligesom alle os andre. Ved første øjekast ligner hun uden tvivl en, der kan fortælle en god historie, men én ting man ikke kan læse i Annes ydre, er hendes utrolige overskud til at hjælpe andre, og hendes unægtelige insisteren på ikke at give op.
Frivillighed har fyldt meget i hele Annes liv og har endda også hjulpet hende igennem livets store prøvelser. Hun går nu af som koordinator for DRC Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe ’netværksfamilier’ i Hjørring.
Ufrivillig flytning
Anne Kjeldtoft kommer oprindeligt fra Vejen, her vokser hun op i en stor og kærlig familie. Med en mor og far, fire ugifte fastre og en ugift moster skal Anne ikke lede længe efter kærlighed og støtte. Lige før hendes 18-års fødselsdag bliver hendes far tilbudt et job i Hjørring, hvilket Anne er stor modstander af.
Hun ønsker ikke at flytte, da venner, kæreste og drømme om studie holder til i Vejen, men Anne flyttede uvilligt med. Pædagogstudiet lægges på hylden, og hun tager modvilligt imod sin onkels tilbud om at arbejde i en bank i Hjørring. Her bliver hun i 29 år som bankassistent. Livet går sin gang, og Anne bliver gift, og som mor til tre børn var det ikke længere tiden til at realisere sig selv og forfølge sine drømme.
En stor krise
Som alle andre har Anne oplevet livet på godt og ondt. Sorg, sygdom og fortvivlelse har været med til at forme hende som menneske og har næret hendes passion for frivillighed. Der er dog én bestemt begivenhed, der skubbede Annes liv i en ny retning.
Som 47-årig forlader hendes mand hende og deres tre børn efter 27 års ægteskab, og Anne efterlades i en stor krise:
- Folk var jo i chok, inklusiv mig selv og min familie. Så søger man ud i verden for at finde en forklaring. Hvorfor? På en eller anden måde kommer man igennem det, selvom det var hårdt. Rigtig rigtig hårdt, fortæller hun.
Hun tilføjer, at hun nok ikke ville have været her i dag, hvis det ikke havde været for hendes søn Jakob, der hele sin barndom kæmpede med et kronisk sygdomsforløb med mange indlæggelser. Han kunne på dette tidspunkt derfor ikke leve uden sin mor.
At være noget for nogen
Som et resultat af sit livs mange prøvelser peger Anne på sin vedvarende lyst til at være noget for andre bl.a. som frivillig. Anne mener, at det er grundlæggende at ville være noget for nogen, der har brug for os.
Også Annes stærke familiebånd har lært hende, at vi mennesker hjælper hinanden, der hvor vi kan – også selv når livet gør ondt.
Efter Annes skilsmisse får hun tid til at udleve sine drømme. Hun har altid haft et ønske om at ville arbejde med flygtninge og indvandrere og giver sig derfor i kast med at uddanne sig som dansklærer, for at blive i stand til at undervise i dansk som andetsprog.
Efterfølgende arbejder hun på Aalborg Sprogcenter og Social og Sundhedsskolen i Hammerbakker og opretter, planlægger og rekrutterer selv kursister fra forskellige kommuner til et nystartet forløb, STG – Et Særligt Tilrettelagt Grundforløb For Tosprogede, hvor hun fra 2006-2013 underviser i dansk og sundhedsfag. Efter ”de syv bedste arbejdsår” af sit liv går Anne på pension i 2013.
Sprogundervisning
Efterfølgende bliver Anne frivillig i Kulturcaféen i Hjørring, hvor hun gennem sprogundervisning hjælper de mange mennesker, hun møder, med store og små problemer. I forbindelse med Annes frivillige virke, vælger hun at indgå i et samarbejde med DRC Dansk Flygtningehjælp, og hun bliver i den forbindelse frivilligkoordinator for netværksfamilie-aktiviteten i Hjørring, som går ud på at give personer med flygtninge- eller etnisk minoritetsbaggrund mulighed for at få kontakt til en person eller familie, der kan give støtte til bedre integration.
En af de historier, som står stærkest mejslet i Annes erindring finder sted i august 2018, hvor hun møder en kvinde, der uden opholdstilladelse har opholdt sig i Danmark i otte år.
Kvinden har i disse otte år levet isoleret med sin mand og svigerforældre, som ikke har behandlet hende retfærdigt. Her har hun lavet mad, vasket tøj og gjort rent. Hun bliver holdt meget derhjemme og kan næsten intet dansk, da Anne møder hende.
I efteråret 2018, får hun, med Annes hjælp, opholdstilladelse, søgt om skilsmisse, forældreretten over begge sine børn, og i dag har hun fået egen lejlighed, et fuldtidsjob på et plejehjem, hendes børn går i skole og hendes dansk bliver bedre og bedre for hver dag.
- Hun er godt nok en af dem, der har kæmpet. Det må jeg sige – den solstrålehistorie kan jeg næsten græde over, siger Anne.
Slipper ikke frivilligheden
Men hvad er det frivilligheden har givet Anne?
Anne har altid været frivillig. Lige siden hun fik børn, har hun været frivillig i alt. Hun har altid haft det sådan, at hun synes, det er spændende at hjælpe dem, der kommer hertil. Selv når Anne ikke har haft tiden eller overskuddet har hun været frivillig. Med fuldtidsjobbet i banken, tre små børn, hvoraf en var meget syg, en mand, der forlod hende m.m., holdt Anne stadig fast, for lysten til at være frivillig og til at være der for nogen, der har brug for én, har igennem hele Annes liv været intakt:
- Jeg tror også, at det handler om ens menneskesyn. Jeg tror, det er noget, jeg har fået med hjemmefra.
Anne vil aldrig slippe frivilligheden og tilføjer:
- Man får så meget mere tilbage, end hvad man selv giver.
Anne er nu gået af som frivilligkoordinator for DRC Dansk Flygtningehjælp i Hjørring, men er fortsat frivillig støtte-kontaktperson for nydanskere.
