Mad og drikke

Køb abonnement på varmt mad til døren

Udbringningsordning hos Topholt&Andersen har lige nu 20 abonnenter - 50 er målet inden jul

06. november 2020 kl. 09:27
Dagens ret: Koteletter i fad. Maden bringes ud til abonnenter fra køkkenet på Vendelbohus.
Maden beskyttes, inden den pakkes og køres ud til kunderne.

HJØRRING: Restaurant Topholt&Andersen på Vendelbohus fortsætter med at bringe portionsanretninger med varmt mad ud i både Hjørring, Hirtshals og Sindal-området. Og der er plads til flere kunder på ruten. Lige nu har Thomas Topholt og Camila Andersen godt 20 abonnenter på listen - og de er fordelt i Hirtshals, Astrup, Sindal og Hjørring.

- Folk har taget rigtig godt imod os. Vi har fået meget god feedback, og vi håber på at nå 50 abonnenter inden jul, siger kok Thomas Topholt.

Menuen er klassiske, danske retter lavet på gode råvarer.

- Som abonnent på vores madordning binder man sig kun for fire uger ad gangen - og så kan man jo prøve det. Man kan vælger at få mad hver dag eller bare et par gange om ugen. Vælger man at få varm mad bragt ud mindst fire dage om ugen, er prisen 60 kroner per portion, fortæller Thomas Topholt og Camila Andersen.

Maden bringes ud mellem klokken 11 og 14, og Camila og Thomas er fleksible, når kunderne har individuelle ønsker og behov for leveringstidpunktet.

- Vi har en vision om, at alle mennesker fortjener et godt og nærende måltid mad lavet fra bunden af gode råvarer. Så for os er det fint, hvis udbringningsordningen bare løber økonomisk rundt.

- Vi har en del ældre på turen, men der er også beboere i botilbud og folk med sociale udfordringer, der har henvendt sig - så alle kan komme med i ordningen, siger Camila Andersen.

- Vi er også i gang med at udvikle en sund linje, fordi vi har fået henvendelse fra to, der gerne vil tabe sig. Og er der dage, de gerne vil forkæle sig selv med klassisk mad, kan man kombinere og vælge de lidt mere smovsede retter til på en eller flere dage. Det bestemmer man jo selv, tilføjer Camila Andesen.

Hun er uddannet pædagog og siden taget en uddannelse som Sundhedskonsulent - og hermed har hun en omfattende viden om kostvejledning og ernæring.

Topholt&Andersen åbnede udbringningsordningen, da de blev kontaktet af en dame, der havde fået sin mad leveret fra den nu lukkede Sindal Kro & Hotel.

- Hun kunne ikke få varmt mad mere. Vi fik faktisk ondt af hende, og så satte vi udbringningsordningen i gang.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu