Wienerschnitzel er en af de take away-retter som ofte langes over disken på Teatercaféen i Hjørring.Foto: Kim Dahl Hansen
Mad og drikke

Uffes take away-hit: - Der er faktisk mange mænd, der henter den som en surprise til konen ...

08. januar 2021 kl. 11:45

HJØRRING: Skal man overraske sin bedre halvdel, så er blomster og chokode gamle travere - men i Hjørring har herrer i alle aldre også andre tricks i ærmet, viser det sig.

- Når det gælder take away, så er vores tapas og bøfsandwich ret populære - men også en klassisk ret som wienerschnitzel. Der er faktisk mange mænd, der henter den som en surprise til konen, hvis de skal stå for aftensmaden, fortæller Uffe Nielsen.

Uffe Nielsen kører take away under nedlukningen som en slags kunde-service - der er således ikke den store økonomi i det.Foto: Kim Dahl Hansen

Han driver Teatercaféen Hos Uffe - og som resten af branchen er han ramt af corona-nedlukning. Teatercaféen er dog en af de lokale steder, der har valgt at holde gryden i kog med take away.

- Rent økonomisk kan det egentlig ikke betale sig. Onsdag aften solgte vi bare for et par tusinde, men det er lidt bedre fredag og lørdag. Vi ser tilbuddet som en slags markedsføring og servicering af vores kundekreds. Under nedlukningen i foråret kom der nye kunder, da vi kun havde take away - og nogle af dem så vi igen, da restauranten åbnede, fortæller Uffe Nielsen.

Når der er gang i køkkenet, er der også den fordel, at han snildt kan holde kokkeeleven i gang.

- Hvis man er ved at være træt af skrælle kartofler og stege frikadeller derhjemme hver aften, så er wienerschnitzelen jo lidt noget andet - selv om det måske ikke er et festmåltid, lyder det fra Uffe NielsenFoto: Kim Dahl Hansen

Men tilbage til wienerschnitzelen:

- Hvis man er ved at være træt af skrælle kartofler og stege frikadeller derhjemme hver aften, så er wienerschnitzelen jo lidt noget andet - selv om det måske ikke er et festmåltid, lyder det fra Uffe Nielsen

Og dog ...: Wienerschnitzel, der jo er lavet af kalv, serveres med søde ærter, pommes saute (brasede kartofler med bacon og løg) og skysauce.

Som traditionen foreskriver, så er den toppet med citronskive, benfri sild, kapers og høvlet peberrod.

En omgang wienerschnitzel som take away koster 165 kroner Hos Uffe.

Hos Uffe, Banegårdspladsen 4, Hjørring.

Online-bestilling senest klokken 15 den pågældende dag. Mandag og tirsdag lukket

Onsdag - lørdag afhentning mellem kl. 17 - 19, søndag mellem 9 - 11

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu