Nordjysk Pigekors Juniorkor på tur i Hjørring Bjerge. Foto: Christina Kjærulff
Det sker

Nordjysk Pigekor søger nye medlemmer: Læs her, hvad der kræves

15. juni er der optagelsesprøve til Nordjysk Pigekor.

06. juni 2021 kl. 12:00

HJØRRING: Hos Nordjysk Pigekor er der stor glæde. Korsang og undervisning har været aflyst i længere tid som følge af coronarestriktioner, men nu er pigekoret i gang igen og kan endda åbne for nye piger, som har lyst til at synge i Nordjysk Pigekor.

Koret tilbyder firestemmig korsang af høj kvalitet, og repertoiret spænder meget vidt. Dermed får korets piger et fantastisk udgangspunkt i forhold til at synge resten af livet!

En blød start

Man starter dog i det små, når man bliver optaget i Nordjysk Pigekor.

Samtlige nye, mindreårige korpiger begynder at synge i Juniorkoret, hvor man lærer noder og udvikler sin stemme. I Juniorkoret bliver der også lagt stor vægt på det stærke, sociale fællesskab, der er kendetegnet for hele Nordjysk Pigekor. Juniorkoret øver en gang om ugen. Først en time alene og derefter en time sammen med Pigekoret.

- Ved korstart får man en kor-mor, som har sunget i koret i mange år. Man sidder sammen med sin kor-mor ved prøverne, og hun hjælper også med alt fra nodelæsning til kor-uniform. Så man er aldrig alene, og man bliver meget hurtigt en del af korets stærke fællesskab, siger Katrine Bach Skovmand, som er dirigent for juniorkoret.

Juniorkoret tager også ud og laver sine egne små koncerter, så pigerne trænes i at stå foran et publikum. Det får man brug for, når man senere bliver en del af Pigekoret.

Mød op!

Alle sangglade piger er velkomne til at komme til optagelsesprøve på Hjørring Musiske Skole tirsdag 15. juni.

Ved prøven møder man dirigent Christina Kjærulff og enkelte piger fra korets pigebestyrelse, som startede på nøjagtig samme måde. Ved prøven skal man synge første vers af ”Jeg ved en lærkerede”, og efterfølgende skal man synge en selvvalgt sang.

Vil man høre koret give koncert inden, er der en mulighed i Bistrupkirken i Hjørring lørdag 12. juni, hvor der er sommerkoncert med både juniorkor og pigekor. Af hensyn til corona-retningslinjer er koncerten i år delt op i to koncerter kl. hhv. 15.00 og 16.30.

Hvor gammel skal man være?

Hvor gammel skal man være for at blive optaget i Nordjysk Pigekors juniorkor?

Det anbefales, at man mindst skal starte i 5. klasse efter sommerferien. Er man over 15 år, kan man søge om direkte optagelse i pigekoret.

Hvor finder optagelsesprøven sted?

Den finder sted 15. juni på Hjørring Musiske Skole, der pt. har adresse på Nordbovej 5, 9800 Hjørring.

Af hensyn til retningslinjer og for at undgå ventetid, skal man tilmelde sig på forhånd. Oplysninger findes på korets facebookside og HER

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu