
Sæsonen er skudt i gang: Ole var med for 70. gang
Solen tittede frem. Vinden holdt sig tilbage. Og stemningen forventningsfuld, da Hjørring IF (HI) lørdag d. 21. januar skød sæsonen 2023 i gang på anlægget ved Landlyst.
Seniorafdelingen var mødt talstærkt frem og fodboldformanden, Bo Jeppesen, var glad for så mange bakkede op om fællesskabet, skriver klubben i en omtale.
- Vi er her i dag - ung og gammel, store og små - fordi vi er fælles om at elske fodbold. Fodbold er en fantastisk idrætsgren, som giver os alle så meget mere end blot fodbold. Fodbolden giver os en masse gode øjeblikke sammen med andre, og det giver venskaber og oplevelser for livet, sagde Bo Jeppesen.
Makkerpar hejsede flaget
En af de gamle, der var mødt frem, var Ole Juel på 79, der var til sin standerhejsning nummer 70 på HI’s anlæg. Ole fik sammen med dagens yngste, 19 årige Simon Høeg, traditionen tro lov til at hejse Dannebrog til tops.
Forsamlingen brugte også anledningen til at mindes og hylde for nyligt afdøde Preben Michaelsen, der bl.a. som mangeårig målmand, inspektør og kasserer har haft stor betydning for klubben.