Champagnebrus med tydelig inspiration i jubilæet. Arkivfoto
Livet her

Kunstværk skal forevige en 90 år gammel tradition

08. august 2022 kl. 12:00

Et af Løkken.dk’s ønsker i forbindelse med sandkonkurrencernes 90 års jubilæum på stranden i Løkken, var at få skabt et varigt minde om jubilæet.

- At sandkonkurrencerne har kunnet gennemføres gennem mange generationer hen over 90 år er ret enestående, lyder det fra Løkken.dk.

Den lokale billedkunstner Nina Friis har taget udfordringen op og har sagt ja til at lave et relief i keramik til minde om jubilæet.

Relieffet kommer til at reflektere jubilæumsårets sandfigurer. Det bliver en mosaik med forskellige billeder af nogle af sommerens flotte sandskulpturer. Tanken er, at det skal have sin plads i forbindelse med molelejet.

Oplæg til jubilæumsminde. Privatfoto <i>Privatfoto</i>

- Det er ret spændende at være med til at forevige denne efterhånden 90 år gamle tradition i Løkken. Det er imponerende, at tænke på, at sandkonkurrencerne har overlevet krig og kriser hen over de mange år, udtaler Nina Friis.

- Desuden tænker jeg, at det vil være skønt, at kunsten også får sin plads på det nye moleleje, tilføjer hun.

Nina Friis har hen over sommeren arbejdet på kunstværket og har taget udgangspunkt i de sandskulpturer, der er blevet lavet på sæsonens seks konkurrencer.

- Løkken.dk sætter enormt meget pris på, at Nina Friis vil udfolde sine kunstneriske evner i mindet. Kunstværket vil blive afsløret ved en senere lejlighed, udtaler event- og marketingskoordinator Christina Frøstrup fra Løkken Turistbureau.

Annonceret indhold

Nyeste