Martina Danker ved facaden i Løkken med et skilt med den nye adresse i Hjørring. Foto: Kirsten Olsen
Shopping

Kendt tøjbutik flytter fra Løkken til Hjørring midtby

03. november 2020 kl. 11:55

Efter 5 spændende år på Torvet i Løkken har indehaveren af ”By Martina” Martina Danker besluttet at flytte sin dametøjsbutik til Hjørring. Lørdag den 14. november åbner By Martina i Østergade 14a, som ligger lige ved siden af den kendte butik Guldsmed Hassing.

- Vi har haft meget glæde her i Løkken, men også meget sved på panden – specielt i højsæsonen, så nu glæder jeg mig til nye udfordringer i Hjørring, hvor der er en mere glidende sæsonrytme, siger Martina Danker.

- Både personalet og jeg glæder os til at møde både gamle og nye kunder i en fantastisk handelsby. Vi får endnu flere nye mærker, et moderne butikslokale og med p-pladser lige om hjørnet, og vi kommer til at holde åbent hele året, siger hun.

Martina Danker er født og opvokset i Tyskland, men har haft sin voksentilværelse i Danmark og er helt integreret. Hun startede i butikken i Løkken som bestyrer, og tog skridtet til at blive selvstændig for fem år siden.

Ikke mindst designet Desiguel fylder i butikken. Martina Danker i gang med flyttearbejdet for at åbne i Hjørring den 14. november. Foto: Kirsten Olsen Kirsten Olsen

Siden har butikken udviklet sig i en moderigtig retning, og med mange specielle mærker og brands. Blandt andet Desigual, som er et tøjmærke med hovedkontor i Barcelona. Dens design er kendetegnet ved farverigt patchwork, intense prints, graffiti-kunst, asymmetri og kraftige farver.

Desuden forhandler hun både danske kendte tøjmærker, men kører også sin egen stil med tøj fra andre EU lande.

- Vi har desuden tøj til alle aldersgrupper, tilføjer hun.

- Jeg er glad og stolt over, at butikken har udviklet sig. Det er ikke mindst takket være vore trofaste kunder. Mange har beklaget, at vi flytter, men de har lovet at følge med og tage vejen forbi på den nye adresse, lige som jeg ser frem til at møde nye ansigter i Hjørring. Desuden kan alle følge med på facebook ’By Martina’ og Instagram ’butik_bymartina’.

Martina Danker har sat gule skilte på restlageret i Løkken. Foto: Kirsten Olsen Kirsten Olsen

Martina Danker slipper dog ikke Løkken, hvor hun også bor privat. Butikken på Torvet i Løkken vil være åben i nogle weekender resten af året for restsalg, og indehaveren udelukker heller ikke, at hun driver en lille sommerbutik i Løkken fremover.

Så hold øje med butikkens Facebook-side for åbningstider i Løkken.

Til sidst vil jeg takke alle mine kunder i Løkken og vil byde dem velkommen i Hjørring, afslutter hun.

Martina Danker åbner og byder velkommen i By Martina i Hjørring lørdag den 14. november, hvor der bliver budt på Glühwein, kakao, Christstollen og æbleskiver til dem, der lægger vejen forbi.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu