Jonas Lassen.
Livet her

Jonas er ny salgschef i badebyen: - Jeg glæder mig utroligt meget

20. januar 2023 kl. 06:02

LØKKEN: Jonas Lassen, 36 år, er ny salgschef hos Feriepartner Løkken og bringer blandt andet solid finansiel og ejendomsmæssig erfaring med sig. 

Han har i de seneste 10 år været ejendomsmægler hos EDC i Blokhus og er oprindeligt uddannet inden for bankverdenen.

Hos Feriepartner Løkken er der store vækstplaner for 2023, og et vigtigt skridt i realiseringen af den plan indebærer ansættelsen af en ny salgschef. 36-årige Jonas Lassen er derfor pr. 1. februar ansat i den nyoprettede stilling som salgschef, hvor hans primære fokus bliver at få endnu flere feriehuse med ombord hos udlejningsbureauet.

- Jeg glæder mig utroligt meget til at komme rigtig godt i gang med jobbet, hvor jeg kan trække på mit indgående kendskab til både markedet og området. Jeg ser desuden frem til at bidrage til at vækste Feriepartner Løkken og til at indtage en ledende rolle i bureauet, siger Jonas Lassen.

Jonas Lassen er oprindelig bankuddannet og har tidligere været bankrådgiver hos Nørresundby Bank i Hasseris med ansvar for afdelingens salg og rådgivning inden for forsikringer. De seneste 10 år har Jonas Lassen været ejendomsmægler ved EDC i Blokhus, hvor blandt andet salg af sommerhuse har fyldt en hel del.

Feriepartner Løkken råder over knap 400 sommerhuse til udlejning i og omkring Løkken på strækningen fra Kettrup Bjerge i syd over Grønhøj, Løkken og Nr. Lyngby i nord.

Jonas Lassen bor i Nørresundby med sin kone og deres to børn på tre og fire år. Fritiden bruges på blandt andet løb, styrketræning, fodbold og familie

Annonceret indhold

Nyeste