Mad og drikke

Spis stegt flæsk til du revner i Tversted

Finn Rishøj Jørgensen og Jens Guldsmed-Thomsen på restaurant ”de 2 stuer” serverer dansk flæsk af høj kvalitet

07. august 2020 kl. 16:08
Når der om onsdagen er stegt flæsk med persillesovs, er “de 2 stuer” fyldt med gæster, der nyder den danske nationalret. Foto: Jens Guldsmed-Thomsen Jens Guldsmed-Thomsen
Den populære ret, stegt flæsk med persillesovs, er i “de 2 stuer” tilberedt fra bunden af danske råvarer. Flæsket er stegt i ovnen. Det betyder mindre fedt, en bedre smag og sprød svær. Foto: Jens Guldsmed-Thomsen Jens Guldsmed-Thomsen
Finn Rishøj Jørgensen har travlt i det lille køkken med at tilberede de store mængder af stegt flæsk til de mange gæster. Foto: Niels Helver Niels Helver
Jens Guldsmed-Thomsen står for serveringen i de hyggelige omgivelser, og han anbefaler gerne en dansk specialøl til den stegte flæsk. Foto: Niels Helver Niels Helver
Restaurant “de 2 stuer” er indrettet i den tidligere privatbolig til købmandsgården. Foto: Niels Helver Niels Helver
Finn Rishøj Jørgensen og Jens Guldsmed-Thomsen er klar til at byde gæsterne velkommen til stegt flæsk med persillesovs i “de 2 stuer”. Foto: Niels Helver Niels Helver

TVERSTED: Stegt flæsk med persillesovs, kogte kartofler og syltede rødbeder er en populær ret, der aldrig går af mode. Siden 1890 har danskerne nydt stegt flæsk med det traditionelle tilbehør og dertil en god øl og måske også en snaps til at skylle efter med. Populariteten blev slået fast i 2014, da Fødevareministeriet udskrev en konkurrence, hvor Danmarks nationalret skulle vælges. Hele 44 procent valgte stegt flæsk. På andenpladsen kom smørrebrød og tredjepladsen gik til hakkebøf.

I den hyggelige restaurant ”de 2 stuer” i Tversted, der oser af hjemlige omgivelser, har ejerne Finn Rishøj Jørgensen og Jens Guldsmed-Thomsen forfinet Danmarks nationalret til en oplevelse i høj klasse. Her anvendes udelukkende danske råvarer. Det betyder, at smagen er i særklasse, for flæsket kommer kun fra danske svin. Dansk flæsk er lidt dyrere end det udenlandske. Til gengæld er kvaliteten høj med en lavere fedtprocent, hvilket har betydning for smagen. Kartoflerne er lokale fra Tuen, indrigenserne til persillesovsen er også danske. Det samme gælder for rødbederne.

Spis-til-du-revner

Hver onsdag året rundt er der ”spis-til-du-revner” af stegt flæsk med kogte kartofler, persillesovs og rødbeder i ”de 2 stuer” i Tversted. Det er så eftertragtet, at det er nødvendigt at bede gæsterne vælge, om de vil spise fra klokken 17.30 til 19.00 eller først fra klokken 19.15 til 20.00 grundet corona restriktionerne. Men da ingen skal undvære den populære spise, kan den også bestilles som take away.

I højsæsonen serveres der stegt flæsk om onsdagen til omkring 140 gæster, så Finn Rishøj Jørgensen og hans hjælpere har travlt i det lille køkken med at stege cirka 1.200 stykker flæsk, koge 50 kilo kartofler og tilberede 45 liter persillesovs. Flæsket steges udelukkende i ovnen for det betyder mindre fedt, den bedste smag og sprød svær.

I skolernes sommerferie har restaurant ”de 2 stuer” åbent fra mandag til lørdag, hvor der er a la carte med en menu bestående af forretter, hovedretter og desserter. Foruden de faste retter på menukortet er der en ”tavle-menu”, der skifter hver uge. Der er ikke a la carte om onsdagen, hvor der er stegt flæsk. Ellers er der åbent for a la carte torsdag, fredag og lørdag.

Åbent - også juleaften

Hele året er der åbent for selskaber, og der er mange, der vælger de hyggelige og hjemlige omgivelser i ”de 2 stuer” til sammenkomster. Også juleaften er der åbent. Finn Riishøj Jørgensen og Jens Guldsmed-Thomsen har i flere år inviteret til en hjemlig traditionel dansk juleaften med flæske- og andesteg med alt tilbehør samt risalamande i en julepyntet restaurant.

Finn Rishøj Jørgensen og Jens Guldsmed-Thomsen overtog restauranten i oktober 2014. Inden åbningen blev den gamle bygning fra 1905, opført af købmand Bertel C. Lassen som privatbolig til den nærliggende købmandsgård, fuldstændigt endevendt og indrettet som en hyggelig restaurant med hjemlige omgivelser, hvor der satses på god hjemmelavet mad. Udover ejerne er der fastansat en køkkenchef og en kokkeelev samt et varierende antal medhjælpere alt efter, hvor travlt der er.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu