Anne-Grethe Bjarup Riis har skrevet bogen I Guds rige.
Det sker

Anne-Grethe Bjarup Riis fortæller om en fortrængt barndom

12. januar 2023 kl. 07:02

Da Anne-Grethe Bjarup Riis' otteårige søn bliver dødeligt syg, forandrer hendes liv sig fra en velfungerende tilværelse til et mareridt. Afskåret fra omverdenen i isolation på Rigshospitalet skal hun være mor for sin cancersyge dreng med den umenneskelige viden om, at han kan dø. Hendes ægteskab bliver sat på en hård prøve, familie og venner forsvinder, og bønnerne op til Gud bliver ikke hørt.

Ensomhed, uretfærdighed og svigt fylder Anne-Grethe og får brudstykker fra en fortrængt barndom til at dukke op i hendes erindring.

Erindringerne blev til bogen "I Guds rige". 

Og det vil hun fortælle om, når hun 8. februar kl. 19 holder foredrag i Emmersbæk Kirke. Det skriver kirken i en pressemeddelelse.

I romanen følger man den otteårige Anne-Grethe og hendes familie, som flytter fra det civiliserede Herning ud til de øde og spøgelsesagtige brunkulslejer i Søby i 70’ernes Midtjylland. Mørke familiehemmeligheder trækkes frem i lyset og udspiller sig et gudsforladt sted blandt forsømte skæbner, svineavl og kviksand og åbenbarer, at en ætsende forbandelse smitter ned gennem generationerne.

I Guds rige er en fortælling om menneskelige relationer og om at søge ned i barndommens mørke fortrængninger og møde sig selv. Romanen er en stærk personlig beretning om liv og død, om skyld og svigt og om at bevare et håb i den sværeste tid.

Der serveres kaffe og kage. Billetter kan købes på forhånd på hirtshalssogn.dk eller på dagen ved indgangen.

Annonceret indhold

Nyeste