Fuld fart over brostenene for professionelle ryttere. Det syne har man set for sidste gang ved målstregen i Aars. Her var det i 2018 hollandske Andre Looij det længste strå. Arkivfoto
Livet her

Nordjyllands største cykelløb lukker og slukker

Efter 13 år stopper GP Himmerland Rundt og Grand Prix i Aars - økonomi og det praktiske hænger ikke sammen

24. januar 2022 kl. 13:19

Himmerland og Aars bliver i fremtiden ikke længere en rugekasse for nogle af dansk cykelsports største stjerner.

Efter flere år, hvor økonomi og praktisk arbejde har været tæt på det røde felt opgiver arrangørerne fra og med i år at gennemføre GP Himmerland rundt samt gadeløbet Jutlander Bank Grand Prix, også kaldet Aars Rundt. Dermed mister egnen to farvestrålende og godt besøgte arrangementer, der via tv-dækning har fået opmærksomhed vidt omkring.

Flere og flere krav

- Det er selvfølgelig ærgerligt. Vi har virkelig kæmpet for det her. Men det er blevet stadig sværere at få økonomien og det praktiske arbejde bag til at hænge sammen. Kravene skærpes hele tiden - sidst med corona-restriktioner - og det er noget, vi står alene med, forklarer løbsdirektør og initiativtager, Mogens Kristensen.

Jonas Vingegaard imponerede alle ved Tour de France i 2021 hvor han blev nummer to. Forinden kørte han flere gange Himmerland Rundt. Her ve et løb i Struer. (Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Som en sidste desperat redningsaktion har man ved årsskiftet bedt Vesthimmerlands Kommune om et samarbejde til 350.000 kroner. Her har kommunen tilbudt 200.000 kroner.

- Vi vidste, det var meget, vi bad kommunen om, så vi havde forberedt os på et afslag. 200.000 kroner er desværre ikke nok til at afvikle arrangementerne forsvarligt, så vil vi hellere sige, at vi stopper her, forklarer Mogens Kristensen.

Ingen hjælp fra DCU

Trioen bag i årene har bestået af Aars-cykelhandler Thomas Just, Mogens Kristensen og hans hustru Annette. Den er ærgerlig over, at man ikke har kunnet få nogen støtte af betydning fra Dansk Cykle Union (DCU).

- Vi har spurgt, om de kan hjælpe med nogle af de administrative opgaver, der vokser og vokser. Det er noget af det, vi bruger så meget tid på, at vi ikke har tid til at finde sponsorer. Det har vi fået afslag på. Samtidig er det os, der betaler for deres løbskommissærer og andet, nævner Mogens Kristensen.

Blandt de praktiske opgaver nævner han at finde 600 overnatningspladser til hvert løb. Og finde og koordinere 100 frivillige, der også bliver stadig sværere at finde.

Bare det at få skilte lavet og sat op, er et meget stort arbejde, nævner han.

Ruger stjerner ud

Himmerland Rundt er det største endagesløb på dansk grund og det eneste af sin art, der er med på Europa Touren - det samme niveau som golfturneringen på resortet Himmerland er på. Her har både kørt etablerede stjerner, og en perlerække af danske ryttere, der senere brød igennem.

Sidst års nummer to i Tour de France Jonas Vingegaard er en af dem, den olympiske mester Michael Mørkøv en anden. Magnus Cort, Chris Anker Sørensen og verdensmester i linjeløb Mads Pedersen andre.

Løbene indgik i den Nordjyske Cykelweekend og har leveret ranglistepoints til danske ryttere. Points, der har medvirket til at få seks ryttere med til verdensmesterskaberne.

Mogens Kristensen og hustruen Annette har også travlt med deres butik, Skjold Burne i Aars og netbutikken trappist.dk. Uden cykelløb i kalenderen venter de dog at få mere tid til sig selv.

Mogens Kristensen fastslår, at løbet nu er helt slut for ham. Også selv om der skulle dukke en passende stor pose penge op:

- Jeg er trods alt blevet 61 år og skal vel til at tænke lidt på mig selv. Men jeg synes det har været en fantastisk rejse. Cykelsport har givet mig rigtigt mange gode oplevelser, siger han.

Stoppet kan betyde, at han selv får mulighed for at cykle mere. Han har en løs aftale med en ven, deres cykler og et italiensk bjerg, de gerne skal stå på toppen af engang. Det kræver i hvert fald, at han får nogle flere kilometer i benene, end han gør ved at arrangere ved computeren..

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu