
Uventet hjælp: 15 venlige kroner gjorde Alexander til lille piges helt
Egentlig kunne han have været ligeglad. Men pigen, der ville købe en bamse, fik 17-årig til at gøre noget særligt, der har vakt opsigt
HADSUND: Verden kan være hård og urimelig. Men forleden blinkede den venligt med øjet til en lille pige i knibe.
Pigen stod for første gang og skulle købe ind alene. Men da hun talte pengene op ved kassen i Netto i Hadsund, manglede der 15 kroner i pungen. Og så havde hun ikke råd til at købe sin nye bamse, når dagligvarerne var betalt.
Tænkte ikke over det
- Jamen, jeg syntes bare det var synd for hende. Så betalte jeg selv de 15 kroner for hende, så hun kunne få bamsen med hjem. Det var ikke noget, jeg tænkte så meget over, fortæller 17-årige Alexander Krogh Nielsen, som sad overfor pigen ved kasseapparatet i Hadsund.
Men tænke over det, det kom han til. Pigens mor lagde nemlig en tak op på Facebook til den for hende ukendte ekspedient, og snart strømmede det ind med rosende kommentarer for den venlige handling. Også fra nogen, der spurgte: "Var det dig, Alexander"?
"En dejlig dreng"
Alexander Krogh Nielsen er nemlig kendt for at være god til at tænke på andre. Og hjælpe, hvis det er nødvendigt.
"Du er og bliver bare en dejlig dreng", skriver Simon Nielsen for eksempel til opslaget.
Også hans mor og far har været ude med glade kommentarer.
- Alexander har altid været god til at være "mand i huset", nu jeg bor med tre børn. Det er bare lige ham det der. Noget må vi jo have gjort rigtigt med opdragelsen, siger en glad og rørt Joan Krogh Nielsen til Nordjyske.
Overraskende drejning
- Det var først, da jeg talte med min chef noget senere, at jeg opdagede, at mange havde reageret på historien. Jeg var ret overrasket. Jeg har før hjulpet med nogle kroner, når kunder har manglet det sidste, det har jeg ikke hørt noget for, fortæller Alexander Krogh Nielsen, som i øvrigt har en timeløn på en 70 kroner.
Pigens mor har også været i Netto og takke redningsmanden, lige som hun også har gjort på Facebook. Og så giver hun historien et ekstra twist i en sidste kommentar:
"Mange tak for det. Men hvis hun havde hørt efter, lå der 56 kroner ekstra i pungen. Men han skal have rigtig mange tak for hjælpen. Nu var det også første gang hun var afsted alene, så en rigtig god oplevelse".