DFDF Køletransport investerer i øjeblikket stort i elektriske lastbiler fra Volvo. De oplyser, at de er på vej til at blive den logistik-virksomhed i Norden, der har den største flåde af el-lastbiler. 
Livet her

Transportfirma satser på el-lastbiler og udvider i Hobro

Transportvirksomhed i Nordjylland elektrificerer på livet løs. Det første skridt er investeringen i tre el-lastbiler fra Volvo, og yderligere 122 er bestilt

11. maj 2023 kl. 12:00
Opdateret kl. 14:42

HOBRO: Pladsen er ved at blive for trang for DFDS Køletransport, der har adresse i Cemtec erhvervspark på Majsmarken i Hobro. 

Herfra styrer 62 medarbejdere de mange daglige transporter af kølevarer fra blandt andre Arla Foods og Danish Crown rundt i Danmark.

For at imødekomme DFDS' pladsbehov opfører Cemtec nu en godt 1000 kvadratmeter stor tilbygning, som skal stå klar til indflytning i december 2023. Det fortæller Cemtec og DFDS i en fælles pressemeddelelse. 

- Det er en stor fordel for os, at vi ikke skal afsætte ressourcer til at drive bygninger, kantine og sørge for rengøring og græsslåning. Vi kan fokusere på vores kerneforretning, og samtidig er vi med i et inspirerende fællesskab, siger direktør i DFDS Køletransport, Anders Mikael Christensen, i pressemeddelelsen.

Omlægning til grønnere transport

DFDS Køletransport bruger erhvervsfællesskabet i Cemtec til at udvikle sin forretning. 

Man har fået øje på brint og brændselsceller som en mulig afløser for fossile brændstoffer på de lange strækninger til lands og til vands, og er i dialog med Hydrogen Valley og Ballard Systems Power om det. 

Det første skridt i DFDS Køletransports omlægning til grønnere transport er investeringen i tre el-lastbiler fra Volvo, og yderligere 122 er bestilt. 

Det vil gøre DFDS til den logistik-virksomhed i Norden, der har den største flåde af el-lastbiler, skriver de i meddelelsen. 

Hvem er DFDS og Cemtec?

  • DFDS Køletransport blev etableret i 1866 og er i dag en global virksomhed med mere end 11.500 ansatte i 20 lande. 
  • Virksomheden leverer logistik-tjenester for såvel fragt som passagerer. 
  • DFDS Køletransport er en del af DFDS og leverer transportløsninger til køle- og frostvarer – primært til destinationer i Danmark.
  • CEMTEC blev etableret som erhvervspark i 2003 og er blevet udbygget ad flere omgange. 
  • I dag huser CEMTEC 19 virksomheder, hvoraf mange leverer løsninger til den grønne omstilling af energi- og transportsektoren.

- DFDS har et mål om at reducere vores udledning af CO2 med 50 procent inden for landtransport og warehousing i 2030, og i 2050 skal vi være CO2-neutrale.

- Derfor er vi i gang med at elektrificere alt det, vi kan. Samtidig kigger vi på brintløsninger, hvor det kan give mening, fortæller Anders Mikael Christensen.

Etablerer nyt transportcenter ved Onsild

Interessen gælder ikke kun selve drivmidlet, der skal erstatte de fossile brændstoffer i logistikvirksomheden. DFDS Køletransport kigger også på, om man selv kan producere noget af den el, der skal bruges. 

Det kunne være i form af solceller og overvejes i forbindelse med etablering af et nyt transportcenter ved Onsild.

Der er brug for mere plads til depot og lastbiler, og derfor vil virksomheden fra juni 2023 også være stærkt til stede i Onsild tæt på E45 ved afkørsel 36. 

Her skal el-lastbilerne kunne lades op, og her vil man på sigt gerne kunne producere grøn strøm selv, fortæller Anders Mikael Christensen.

Søren Bjerregaard Pedersen, direktør for Cemtec, fortæller, at man som vært og bygherre i erhvervsparken hele tiden har øje for at finde nye og mere bæredygtige løsninger, som hjælper lejerne til at blive grønnere. 

- Ud over at gøde jorden for et godt naboskab og samarbejde mellem virksomhederne, der bor hos os, ser vi det som vores ansvar at skabe nogle rammer, der gør det muligt for vores erhvervslejere at bidrage positivt til den grønne omstilling, siger han i pressemeddelelsen. 

Annonceret indhold

Nyeste