
Hus med havudsigt til under en million? Det er muligt to steder i Nordjylland
Det er stadig muligt at flytte ind på første række uden at skulle have flere millioner på bankkontoen
NORDJYLLAND: Drømmen om hver morgen at stå op til en udsigt over åbent vand får som regel danskerne til at åbne pengepungen på vid gab. Jo tættere på vandet, jo dyrere hus, er tommelfingerreglen.
Men det kan faktisk lade sig gøre at få både hus og havudsigt til beløb så lave, at de fleste boligkøbere kan være med, skriver boligportalen Boliga.dk.
I øjeblikket er der flere udsigtsvillaer til salg rundt om i landet, og to af dem ligger i Nordjylland.
Den billigste villa i første række til fjorden ligger på Gamle Feggesundvej i havnebyen Amtoft i Thy.
Her får man for blot 750.000 kroner uspoleret udsigt til Limfjorden og lystbådehavnen.
Selve huset er en gulmalet villa fra 1906 med tre værelser og i alt 75 kvadratmeter.
Det andet bud på et hus med vandudsigt for under én million kroner ligger på Østergade i Mariager.
For 895.000 kan du købe et 71 kvadratmeter stort hus med over 200 års historie og fri udsigt til vandet og havneområdet i Mariager.
Også andre steder i landet er det muligt at købe sig til havudsigt for under én million danske kroner. Blandt andet i Nakskov på Lolland.
Læs også historien om Annette og Niels, som har sat deres lystejendom langt fra alfarvej til salg.
