Sport

Verdens mest oplagte kryds blev en realitet i nordjysk fodboldbrag

Se billederne: Vendsyssel FF dummede sig, da man lukkede Hobro IK tilbage i en kamp, som vendelboerne ellers dominerede

02. maj 2021 kl. 16:55

FODBOLD: Da dommer Patrick Remon Gammelholm fløjtede af, sank både Vendsyssel og Hobro-spillere sammen i græsset i en blanding af træthed og skuffelse. Skuffelse fordi 1-1-resultatet gjorde kampen i 1. divisions kvalifikationsspil til en uforløst oplevelse for begge mandskaber.

Blot én sejr kunne de to hold tilsammen fremvise som resultat for 2021. Faktisk daterer den seneste Hobro-sejr sig tilbage til 13. december 2020, da netop Vendsyssel blev besejret.

Hobro var bedømt på anden halvleg det hold, der efter 1-1-kampen var mest skuffet over, at det ikke blev til en sejr i lokalopgøret, mens Vendsyssel mest af alt kunne være skuffet over, at man ikke fik fulgt op på en fremragende første halvleg.

Efter fem minutter var der for første gang grund til at notere i chancekolonnen. Her var Vendsyssels Muhammed-Cham Saracevic tæt på at bringe hjemmeholdet foran efter forarbejde fra Lasse Steffensen, der ganske enkelt vandt en hovedstødsduel ved at hoppe højere end Simon Jakobsen.

Sekunder senere var der gang i den i Vendsyssels ende. Mikkel "MP" Pedersen, der var rykket frem i front, var centimeter fra at bringe Hobro i front, da han kom først på et indlæg.

Banen indbød vanen tro mere til markvandring end fodboldkamp. Det stoppede imidlertid ikke de to hold fra at gå offensivt til værks i kampens indledning. Der var flere tilløb til gode chancer, og i det hele taget virkede det som to meget målsøgende mandskaber.

Som en naturlig konsekvens af den åbne slagudveksling bragte Vendsyssel sig foran efter et kvarter. En veloplagt Muhammed-Cham Saracevic serverede et klasseindlæg i panden på en fremadstormende Gregory Berthier, og så kunne de hårdt prøvede VFF-spillere lade følelserne få frit løb.

Muhammed-Cham Saracevic var gennem første halvleg i hopla. Han stod også bag kampens næste store chance, da han omkring den halve time igen var arkitekten bag en stor mulighed til Vendsyssel.

I takt med minutterne gik voksede selvtilliden hos Vendsyssel-spillerne. Som var et åg fjernet fra skuldrene, gav de pokker i den knoldede bane og forsøgte at sætte det ene ambitiøse angreb sammen efter det andet. Det fremmødte publikum kvitterede for intentionerne med taktfaste klapsalver.

Hobro-træner Michael Kryger havde op til kampen talt om vigtigheden af det første mål, fordi det ville give det scorede hold mulighed for at spille ned ad bakke. Nu blev det i stedet op ad bakke for Hobro. De gode takter, der havde været i kampens indledning, virkede som en ligeså fjern fortid, som den seneste Hobro-sejr, da pausen nærmede sig.

Bagagen fra de kampe uden sejr så pludselig ud til at tynge meget for Hobro-spillerne, mens Vendsyssel-spillerne forsøgte sig med hæl og tå.

Vendsyssel FF - Hobro IK 1-1

Mål: 1-0 Gregory Berthier (16. minut), 1-1 Simon Jakobsen (55. minut)

Vendsyssels hold: Peter Friis Jensen - Thomas Christiansen, Anders Bærtelsen, Andreas Kaltoft (Jakob Hjorth, 46 minut), Jeppe Svenningsen - Tiemoko Konaté, Dusan Jajic (Virgiliu Postolachi 88. minut), Mikkel Wohlgemuth, Muhammed-Cham Saracevic - Lasse Steffensen (Jelle van der Heyden 75. minut), Gregory Berthier (Tobias Damsgaard, 75. minut).

Hobros hold: Adrian Kappenberger - Simon Jakobsen (Alexander Baun, 82. minut), Hugo Andersson, Jesper Bøge - Mathias Haarup, Danny Amankwaa (Amel Mujanic 76. minut), Jonas Brix-Damborg, Christian Cappis, Jacob Tjørnelund - Mikkel "MP" Pedersen (Imed Louati 41. minut), Pål Alexander Kirkevold.

Advarsler: Muhammed-Cham Saracevic (61. minut og 61. minut), Christian Cappis (61. minut), Pål Alexander Kirkevold (63. minut), Jakob Hjorth (80. minut), Tiemoko Konaté (87. minut), Peter Friis Jensen (90. minut)

Udvisning: Muhammed-Cham Saracevic (61. minut)

Kort inden pausen var en anonym Mikkel Pedersen blevet flået ud til fordel for Imed Louati. Om det var den indskiftning, der begyndte at gøre sig gældende fra anden halvlegs indledning, er svært at bedømme, men kampen ændrede markant karakter. Hobro havde fået talt nogle ting igennem, for nu var det holdet fra Himmerland, der dominerede.

Et forvarsel om, at det var skidt fat for hjemmeholdet, fik man, da Jonas Brix-Damborg efter 53 minutter fik en kæmpe chance, men han er ikke nogen målscorer, og forsøget gik en meter forbi mål.

Så var der straks en helt anden skarphed over Simon Jakobsen, da den høje forsvarsspiller fik mulighed for at sparke til nedfaldsbold i feltet et par minutter senere. Bolden røg i mål, og så var det pludselig Vendsyssel-spillerne, der kunne mærke alle dårligdommene trænge sig på, mens Hobro nu havde mental medvind.

Den fornemmelse blev blot forstærket, da Muhammed-Cham Saracevic i to situationer i løbet af få sekunder ragede to gule kort til sig. Begge totalt unødvendige advarsler, som kunne være undgået så let som ingenting.

Nu var det et trængt Vendsyssel-hold. Ingen løn, uro udenfor banen og en aktuel placering under nedrykningsstregen og en mand i undertal. Til vendelboernes ros skal det siges, at de sled og slæbte for 11 mand i den sidste halve time efter Muhammed-Cham Saracevics røde kort.

Hobro forsøgte at lægge et tryk mod Vendsyssel-målet, men det blev ikke til mere end et par halve chancer i feltet, som aldrig for alvor kunne retfærdiggøre en skuffelse over, at det ikke blev til en sejr for de gulklædte spillere.

Der var alt for mange fejl i boldomgangen, og Vendsyssel formåede ofte at trække tempoet ud af kampen, så helt i tråd med de to holds manglende evne til at vinde kampe, sluttede opgøret uafgjort. I kampens tillægstid var Hobro dog tæt på at sikre sig sejren, men meget symptomatisk for den manglende skarphed, lykkedes det ikke for en af de tre Hobro-spillere, der stod i kø for at afslutte at få ramt bolden.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu