Sport

Se billederne: Hobro tabte til tophold efter stort snekaos

Kampen var i stor fare for at blive aflyst, da et voldsomt snevejr lagde vejen forbi DS Arena kort før kampstart

03. december 2021 kl. 21:16

FODBOLD: Afviklingen af NordicBet Liga-opgøret mellem Hobro IK og FC Helsingør hang fredag aften i en tynd istap grundet kraftigt snevejr over himmerlændingenes hjemmebane DS Arena.

Hobro-lejren samt frivillige havde ellers ryddet banen torsdag og igen i løbet af fredagen, men kort inden kampstart drillede vejrguderne. På bare 15 minutter var banen indhyllet i flere centimeter sne.

Dommer Patrick Remon Gammelholm udsatte i første omgang kampen med en halv time, mens frivillige og Hobro-folk for tredje gang kæmpede med at få banen spilleklar.

Kampens dommer var kort efter tilfreds med, hvad han så, og så kunne kampen fløjtes i gang 50 minutter senere end planlagt.

Se flere billeder fra kampen nederst i artiklen

Det var topholdet fra 1. division, som fik det bedste resultat i snekampen. Helsingør besejrede Hobro med 2-1 i en ligelig duel.

Om det var banens beskaffenhed, som havde sat sig i spillerne, skal være i det uvisse, men begge hold startede en anelse afventende. Helsingør var minimalt bedst i starten, men Hobro fik ædt sig ind i kampen.

Efter 25 minutter kom forløsningen for Hobro, da Jacob Tjørnelund, helt som rammerne indbød til, sendte en vinterraket afsted, og tordnede bolden op i krogen uden chance for målmand Kevin Stuhr Ellegaard.

Hjemmeholdet havde herefter godt styr på kampen og burde tre minutter før pausen have fået endnu bedre omstændigheder for at sikre alle point.

Sjællændernes Liam Jordan svingede i et spilstop en albue i hovedet på Frederik Mortensen, men ingen af dommerne så hændelsen. Derfor slap sydafrikaneren uden kort.

Hobro IK - FC Helsingør 1-2 (1-1)

Mål: 1-0 Jacob Tjørnelund (25. minut), 1-1 Frederik Juul (43. minut), 1-2 Nicklas Mouritsen (52. minut)

Advarsler: Frederik Mortensen, Hobro IK (26. minut), Kasper Enghardt, FC Helsingør (32. minut)

Hobro IK's startopstilling (3-5-2): Adrian Kappenberger - Jesper Bøge (Louicius Deedson, 69. minut), Simon Jakobsen, Emil Søgaard - Mathias Haarup (Oliver Klitten, 46. minut), Frederik Mortensen, Mathias Nygaard (Sebastian Avanzini (80. minut), Danny Amankwaa, Jacob Tjørnelund (Frederik Dietz, 69. minut) - Justin Shaibu (Christoffer Østergaard, 90. minut), Kasper Høgh

Minuttet senere lykkedes det så Helsingør at udligne til 1-1. Gæsternes Frederik Juul fik med en tør afslutning listet bolden forbi Adrian Kappenberger.

Efter pausen fik Helsingør langt bedre kontrol med kampen, men det var Hobros angriber Justin Shaibu, som med en stor chance skulle have bragt nordjyderne i front for anden gang.

Den missede mulighed blev dyr, for syv minutter inde i anden halvleg var Helsingørs Nicklas Mouritsen hurtigst over en returbold i feltet, som han sikkert sparkede ind til 1-2.

Hobro kæmpede alt, de havde lært efter Helsingørs andet mål. Frem mod slutningen af kampen satsede cheftræner Martin Thomsen med stort set alle mand, men Hobro fik aldrig 2-2-scoringen, selvom de sværmede en del omkring Helsingør-målet.

Efter nederlaget er det et faktum, at Hobro overvintrer på en delt sidsteplads i NordicBet Ligaen, mens FC Helsingør omvendt kan varme sig med en førsteplads i vinterpausen.

Nyeste