Arkivfoto: Torben Hansen
Sport

Rask ét år efter fodboldexit i Hobro: Derfor har det været let at komme videre

Målmanden nåede at få både uddannelse og erhvervserfaring, mens han spillede i Superligaen - noget som i dag er uhørt

10. juni 2021 kl. 06:57

FODBOLD: Efter 10 år og mere end 300 kampe som førstekeeper stemplede Jesper Rask for knap et år siden ud af Hobro IK. Et karrierestop som fodboldspiller i en alder af blot 31 år er ikke normen, men når den tidligere målmand i dag kigger tilbage på beslutningen, har han helt ro i maven.

- Jeg savner da holdkammeraterne og personerne omkring klubben, og derfor kigger jeg også forbi til en træning eller en kamp i ny og næ. Men jeg var meget bevidst om, at et karrierestop var en beslutning, jeg selv skulle tage, og det ville kræve, at jeg sagde stop, mens jeg stadig var på toppen, påpeger Jesper Rask.

Han ramte derfor på ingen måde det sorte hul af tomhed, som mange fodboldspillere møder, når de siger farvel til den livsstil, som professionel fodbold er.

- Allerede et halvt år før min sidste kamp, var jeg afklaret med beslutningen om at stoppe. Det har helt sikkert været medvirkende til, at overgangen til et liv uden fodbold har været forholdsvis overkommelig for mig, forklarer han.

Den sidste generation af spillere

Roen kommer dog også af, at Jesper Rask startede sin Hobro-tid som halvtidsprofessionel og derfor fik en bankuddannelse hos Spar Nord i Hobro.

- Jeg er den sidste generation af professionelle fodboldspillere, som sideløbende med fodboldkarrieren har haft mulighed for at få både en uddannelse og erhvervserfaring. Det er jeg dybt taknemmelig for i dag, påpeger han.

Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Da Jesper Rask spillede sin sidste kamp i målet for Hobro, havde han dog ikke lyst til at hoppe direkte videre til erhvervslivet. Han havde et behov for lige at puste ud, så sammen med kæresten lagde han en plan om at komme ud og rejse. Den så corona og de medfølgende rejserestriktioner dog ud til at sætte en stopper for.

- Vi havde længe planlagt tre uger i Skotland, to uger på Island og to uger på Kreta, men var faktisk tæt på at opgive. Heldigvis åbnede det hele op, to uger før vi skulle afsted, så det hele flaskede sig bare for os, må man sige.

Da Jesper Rask kom tilbage til Danmark, fik han relativt hurtigt et job i investeringsbranchen på plads til start 1. januar i år, så han gik og nød friheden resten af efteråret - i den tro, at der var styr på fremtiden.

Det lykkedes også daværende sportschef i Hobro, Jens Hammer, at få Rask tilbage i klubbens trøje en enkelt gang.

- I løbet af efteråret blev andenmålmanden skadet, så jeg blev spurgt, om jeg ville springe til på bænken i sidste øjeblik. Det var da meget sjovt, men jeg sagde også, at det kun ville være den ene gang. Jens Hammer spurgte mig godt nok et par gange efterfølgende, men det havde han ikke held med.

Rastløs i ingenmandsland

Efterfølgende oplevede Jesper Rask dog at få et lille tæppe revet væk under sig - i forhold til sin erhvervsmæssige fremtid.

- Af forskellige årsager blev det job, jeg troede, jeg skulle starte i 1. januar, ikke til noget alligevel. De efterfølgende måneder var faktisk lidt hårde, for det var første gang, at jeg gik rundt uden at have nogenlunde styr på min fremtid. Jeg var på en måde lidt i ingenmandsland, og det blev jeg noget rastløs af, erkender han.

Jesper Rask som han præsenterer sig her i 2021. Foto: Blue Capital

En uopfordret ansøgning til investeringsselskabet Blue Capital gav dog pote, og her har Rask haft sin gang siden 1. april. En direkte udløber af den bankuddannelse, han fik i Hobro.

- Jeg er investerings- og kunderådgiver og hjælper investorer med at købe sig ind i erhvervsejendomsprojekter, som er udlejet til stærke lejere som f.eks. Thansen og Dansk Supermarked på lange uopsigelige lejekontrakter. Det er et arbejde, der rummer det bedste fra min tid hos Spar Nord.

Som tingene har flasket sig for Jesper Rask, har han derfor ikke noget ønske om at kunne skrive sin historie om, selvom han fik chancen. At han i 2010 blev vraget og fundet for let i superligaklubben AGF, endte som en velsignelse.

- For så fik jeg i stedte chancen for at komme til Hobro og få mig en uddannelse - og fik alligevel 165 superligakampe som Hobro-spiller. Mere kunne jeg ikke have drømt om, fastslår han.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu