Arkivfoto: Lars Pauli
Sport

Ny Hobro-cheftræner har hjertet med og går all-in på fodboldverdenen

Martin Thomsen dedikerer sin tilværelse til fodbold og sætter sit civile job på pause, når han vender tilbage til Amerikavej - denne gang i en trænerrolle

11. juni 2021 kl. 20:06

FODBOLD: Det var et velkendt ansigt, som fredag blev præsenteret som ny cheftræner for Hobro IK.

Martin Thomsen, der har spillet i klubben som både ungdomsspiller og seniorspiller, er nemlig købt fri i Skive IK. For den 38-årige bliver det altså et kærligt og ikke mindst hjemligt gensyn med sin barndomsklub.

- Hobro er en klub, der betyder meget for mig og står mit hjerte nært, så jeg glæder mig til at komme tilbage og tage arbejdshandskerne på i jagten på nogle nye, gode kapitler til den fantastiske historie, der allerede er skrevet i klubben, siger Martin Thomsen.

Den tidligere midtbanespiller er dog ikke i tvivl om, at han tager en udfordring op ved at vende tilbage til Amerikavej. I den netop afrundede sæson kæmpede Hobro for overlevelse i 1. division, hvor Thomsens nu tidligere arbejdsgiver, Skive, endte med at tage turen ned i rækkerne sammen med Kolding.

- Der har været et par hårde år. Det skal man ikke lægge tvivl i. I år vinder man jo kun én kamp mere end de to nedrykkere i Skive og Kolding. Så det er hårdt arbejde, men der er så mange gode og positive ting i klubben. Arbejdshandskerne skal på, og vi skal sætte en trup sammen, der kan kæmpe med om top-seks, siger han.

Går fuldt ind i fodbold

Da Martin Thomsen i 2017 forlod Silkeborg IF som spiller og blev spilledende assistenttræner i Jammerbugt FC, fik han et job i Skive Kommune. Rollen som ungdomskonsulent sætter han nu på pause for at fokusere 100 procent på fodbold.

Jobbet har han taget et par års orlov fra, da rollen som cheftræner i Hobro IK er en fuldtidsstilling. Det er første gang, at Martin Thomsen har en trænergerning på fuld tid.

- Jeg glæder mig til at have fuld fokus på fodbold igen. Derudover minder Skive og Hobro meget om hinanden. Der er glæde, sammenhold og hårdt arbejde nogle værdier, som står højt. Det har jeg talt om i Skive op til hver kamp, og det er den slags, som jeg står for som træner. Hobro er også lidt en underdog, hvor man kan være ydmyg med de ting, som man arbejder med i dagligdagen, forklarer han.

Indtil videre ved man ikke, hvem der skal agere assistent for den nye og velkendte cheftræner.

Den vikarierende cheftræner og tidligere assistenttræner, Michael Kryger, er stoppet i Hobro, mens de to midlertidige assistenttrænere, Jacob Friis og Anders Egholm, heller ikke fortsætter. Dermed er det endnu uvist, hvem Martin Thomsen skal arbejde med i trænerstaben.

- Vi er ved at kigge på det, og der er afholdt nogle samtaler. Så er der selvfølgelig noget, som vi skal kigge på med en spillertrup, der har en del kontraktudløb. På den måde er der meget, der skal kigges på, siger han.

Spillere skal bløde for Hobro

Thomsen kan dog allerede afsløre, at han får et tæt samarbejde med Lars Justesen, som han kender aldeles godt fra sin tid som spiller i Hobro. En strukturændring i klubben betyder nemlig, at der ingen sportschef er efter klubbens brud med Jens Hammer Sørensen.

Der skal talentchefen og cheftræneren blandt andet dække ind.

- Der er jo et sportsligt udvalg, der er meget inde over den del. Lars får også en rolle med rekruttering i samarbejde med mig og udvalget. Det vigtigste er at vinde kampe, men vi skal også sammensætte en trup, der er klar til at bløde for Hobro og give deres højre arm for at spille i klubben. Vi er i en situation, hvor vi skal sondere markedet og finde ud af, hvad der kan lade sig gøre, siger cheftræneren.

Klubben har i forvejen fortalt om sine ambitioner på talentfronten. Det skal være en afbalanceret del af det stykke arbejde.

- Der er unge, som skal ind og snuse til livet som fuldtidsprofessionel og er kommet tæt på førsteholdet. Flere har taget gode skridt, og de har fået spilletid sidst på sæsonen. Men vi er klar over, at der skal kvalitet ind i forhold til at være med i bedste del af en rigtig god 1. division. Det er ikke kun de 11 startende, der skal være skarpe. Det handler om en god trup med en god harmoni og blanding, siger Martin Thomsen.

De unge skal altså fungere sammen med en erfaren kerne. Dem er der flere af i den nuværende trup, hvor Thomsen selv har spillet på holdet med Jesper Bøge, Jacob Tjørnelund, Mads Hvilsom og Jonas Brix-Damborg.

- Det er jo en stor fordel, at jeg kender så mange af dem. Der er mange i og omkring klubben, som jeg kender fint, og på den måde bliver det en nem start at komme tilbage, lyder det afsluttende fra den nye Hobro-cheftræner.

Martin Thomsen har fået en kontrakt på tre år med Hobro IK.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu