Mads Hvilsom scorede lørdag mod Viborg. Det andet mål blev sat ind af Pål Kirkevold. Arkivfoto: Lars Pauli
Sport

Kridtet op til spændende forår

Hobro-angriber Mads Hvilsom ser frem mod forårssæsonen

07. februar 2021 kl. 06:00

HOBRO: Mads Hvilsom ramte netmaskerne, da Hobro lørdag besejrede Viborg FF med 2-1 i den sidste testkamp inden sæsonpremieren mod HB Køge på lørdag.

Netop HB Køge er en af de konkurrenter i ligaen, som Hobro gerne skulle se sig bedre end. Det mener Mads Hvilsom også.

Men sådan har det ikke været indtil videre i denne sæson. For her har Hobro tabt point til klubber som Skive, Hvidovre og Kolding.

- Vi har fundet ud af, at der ikke findes nogen nemme kampe i 1. division. Det kan godt være, der gjorde det for et par år siden, men rækken har ændret sig. Om det er Viborg eller Skive, som vi møder, er sådan set underordnet, hvilket vores seneste træningskampe også viser, siger angriberen til NORDJYSKE.

For mens Viborg er placeret som rækkens førerhold, så hænger Skive med næbet i rækkens nederste halvdel. Men træningskampene resulterede for Hobros vedkommende i en sejr mod Viborg, mens de overraskende tabte til Skive. Resultater skal der dog ikke lægges for meget i, netop fordi det er træningskampe, siger den tidligere FCM- og Eintracht Braunschweig-angriber.

- Det er altid lidt eksperimenterende i disse træningskampe. I dag (lørdag, red.) kom vi med et bedre udtryk og var skarpe i vores omstillingsspil, hvorimod vi havde bøvl mod Skive. Men vi lykkedes med nogle af de ting, vi havde fokus på, og som også lykkedes for os i efteråret, forklarer han.

Hobro-mandskabet kan se frem til et hårdt startprogram, og Mads Hvilsom fortæller, at det forholder sig status quo i forhold til nogle af de bange anelser, han luftede bekymringer for i slutningen af efterårssæsonen.

- Nu venter HB Køge i den første kamp, og det er den første af mange kampe her i opstarten, hvor vi møder klubber, der ligger omkring os i tabellen. Det bliver afgørende for vores forår, mener angriberen.

- Der er kridtet op til noget spændende, og vi skal vise, at vi er sultne, så vores ambition om at være en top-18-klub i Danmark opfyldes. Vi har ikke spillet så meget sammen, fordi der har været mange skader, siger angriberen endvidere.

Hvilsom spillede 15 kampe for Hobro i efteråret med 10 mål til følge. Det gør ham til delt topscorer i 1. division med Viborgs Sebastian Grønning.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu