Arkivfoto: Lars Pauli
Sport

Hobro-træner efter drama: - Ikke ét ondt ord om de unge skytter

Martin Thomsen letter også på hatten for Brabrand, der fik nordjyderne ned med nakken i tirsdagens pokalkamp

04. august 2021 kl. 06:45

FODBOLD: Med kun fire gengangere fra weekendens 1. divisionskamp mod Vendsyssel stillede Hobro op med et meget ungt hold i holdets pokalentré tirsdag aften, der hurtigt blev forvandlet til en exit.

Efter 120 målløse minutter skulle dramaet afgøres i en straffesparkskonkurrence. Her scorede Hobro blot på tre af seks spark, og den gave kunne Brabrands 2. divisionshold til slut ikke sige nej til at modtage.

Unge Frederik Dietz forsøgte at lave en såkaldt Panenka på sit spark, men løftede i stedet bolden over mål.

- De skytter, der brændte får dog ikke et eneste ondt ord med på vejen, for jeg har kæmpe respekt for dem, der tager ansvar i sådan en situation, lyder det fra cheftræner Martin Thomsen.

- Men vi kom jo for at gå videre, så selvfølgelig er vi skuffede. Brabrand var en bøvlet modstander, men kampen var ikke bare spildte kræfter. De unge fik noget værdifuld erfaring med i bagagen herfra, påpeger Hobro-træneren.

Den nyankomne forsvarsspiller Christoffer Østergaard, der for første gang startede på banen for Hobro, mente, at holdet trods alt havde fortjent sejren på baggrund af de første 120 minutter.

- Det er ærgerligt, men nu kan vi i hvert fald koncentrere os om 1. division. Omvendt kunne vi godt have brugt nogle flere pokalkampe, så de unge og reserverne kunne have fået nogle flere minutter, siger han.

Rutinerede Østergaard havde i øvrigt et par opmuntrende ord med på vejen til sin 17-årige forsvarsmakker Frederik Dietz, der brændte et såkaldt Panenka-spark fra pletten.

- Han spillede en rigtig god kamp og var med til at holde nullet i 120 minutter. Selvfølgelig er det ærgerligt, at han brændte fra pletten, og han skulle nok ikke have sparket på den måde, men stor cadeau for, at han var klar til at sparke. Han skal nok komme sig over det, for han har en god mentalitet, påpeger Hobro-forsvareren.

Hobro måtte i øvrigt se offensiv-spilleren Danny Amankwaa blive både ind- og udskiftet i pokalkampen.

- Han fik et lille vrid i sin ankel, men jeg tror ikke, det er noget, der koster mere end et par dage på sidelinjen, lyder vurderingen fra cheftræner Martin Thomsen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu