Jonas Brix-Damborg har spillet sin sidste fodboldkamp på topplan. Nu gælder det en civil karriere. Arkivfoto: Lars Pauli
Sport

Brix-Damborg stiller støvlerne på hylden

Jonas Brix-Damborg har valgt, at tiden er moden til at forfølge en karriere, der ikke har noget med fodbold at gøre

29. juni 2021 kl. 10:12

FODBOLD: Det er en epoke, der slutter nu. Jonas Brix-Damborg takker nemlig af i Hobro efter 10 år i klubben. I de 10 år har Hobro været på en så vild rejse, at selv et Indiana Jones-eventyr ville have svært ved at følge med. På den eventyrlige rejse er Jonas Brix-Damborg en af de få gennemgående figurer.

- Først og fremmest føler jeg mig klar til at tage næste skridt nu. Den seneste sæson har modnet mig til et karrierestop, og da der har åbnet sig nye muligheder, føler jeg, at tiden er moden til at indstille karrieren på fodboldbanen, siger Jonas Brix-Damborg, der skiftede fra Randers til Hobro i sommeren 2011.

Inden turen gik til Hobro, nåede Brix-Damborg at slå sit navn fast i Randers, hvor han også nåede at få kampe for det danske U21-landshold.

- Dengang gik det virkelig godt, og jeg tænkte, at det kunne blive det helt store. Det gik bare ikke helt sådan, og så kan jeg huske, at jeg tog til Hobro for at få gang i karrieren igen, og jeg tænkte, at det bare var et kort ophold, inden jeg skulle videre, men jeg endte med at blive hængende, siger Jonas Brix-Damborg.

Han har i tiden som Hobro-spiller udviklet sig til at være en nøglefigur. En skikkelse, der ofte kendetegnede den indstilling, ydmyghed og den fight, som Hobro kom på banen med i de glade superligadage.

- Man kan sige, at jeg blev dannet som fodboldspiller i Randers FC, men det var i Hobro IK, at jeg også blev dannet som menneske. For jeg har godt nok fået meget med. Det har været en fornøjelse hele vejen, fortæller Jonas Brix Damborg til Nordjyske.

- Jeg vil være evigt taknemmelig for den mulighed, jeg har fået her i Hobro. Det at være med til at sætte Hobro på landkortet har været noget virkelig stort, siger Jonas Brix-Damborg.

Med 35 lys i den seneste fødselsdagskage er der selvsagt en del oplevelser at vælge mellem, når Jonas Brix-Damborg skal udpege et par højdepunkter fra en lang karriere.

- Der er flere. Min seniordebut i Randers, kampene på U21-landsholdet, pokalsejren med Randers i 2006, Europa Cup-kampene mod Fenerbache er nogle af højdepunkterne fra Randers. I min Hobro-tid er det først og fremmest den første oprykning til superligaen og den første sæson i superligaen, der er noget specielt for mig. Der er nogle sejre mod FCK og Brøndby, der står meget klart i hukommelsen, siger Jonas Brix-Damborg.

Han slippper imidlertid ikke fodbolden helt. Det er nemlig arrangeret sådan, at han indtræder i Hobros bestyrelse, hvor han skal bidrage med erfaringerne fra en lang og flot karriere.

- Jeg er derfor glad for, at jeg har fået muligheden for fortsat at kan være en del af HIK-familien fra den anden side af kridtstregerne. Jeg er meget taknemmelig og glad for at andre også tror på, at min erfaring på banen og Hobro-DNA ’et kan benyttes i et fremtidigt bestyrelsesarbejde. Jeg går yderst ydmygt ind til opgaven, men jeg vil naturligvis, som altid, bidrage med min ærlige mening, så vi sammen kan løse vores kommende og spændende udfordringer, siger den nu tidligere midtbanemotor i en pressemeddelelse.

Derudover glæder Jonas Brix-Damborg sig til at få noget mere fri i weekenden.

- Det bliver dejligt med weekendfri og muligheden for at kunne holde sommerferie med familien. Min bedre halvdel er skolelærer, så det har været lidt af en udfordring at holde sommerferie sammen med vores ferieterminer. Det skal vi ikke tænke så meget over nu. I det hele taget glæder jeg mig også bare til at komme ud og bevise mig selv udenfor en fodboldbane, siger Jonas Brix Damborg.

Annonceret indhold

Nyeste