
Vinspecialisten har taget Mariager med storm: - Det har været så positivt
De første uger i den nyåbnede Vinspecialisten har været overvældende for indehaver Cecilie Jensen, der har mange idéer for det kommende år
Døren går ofte hos Vinspecialisten i Mariager - det skal man ikke have været mange minutter i butikken for at opdage - og nye ansigter kigger ind for at finde den rigtige vin til aftensmaden, den perfekte værtindegave eller årets søde julekalender.
Og sådan har det faktisk været hver eneste dag, siden 38-årige Cecilie Jensen slog dørene op den 3. november.
- Det har simpelthen været så positivt. Alle dage har været gode, og vi er så taknemmelige for, at så mange har kigget forbi. Hver dag har faktisk været noget af en rejse for os, siger hun og smiler i retning af sin eneste medarbejder, 63-årige Allan Christensen.
Han er tidligere brugsuddeler i Mariager gennem mange år, og hun har tidligere været i undertøjsforretningen Hunkemøller i Randers - og nu står de sammen om at give kunderne den bedste oplevelse med at vælge nye vine, spiritus og søde sager i de hyggelige lokaler på Egepladsen 1.

- Vi har vine til enhver anledning - vi har både feinschmecker-vine og frikadellevine, så der er noget i alle prisklasser. Alt er håndplukket af os selv, og vi er gået efter god kvalitet, at det skal være lækkert, og at man ikke kan få det andre steder i Mariager end hos os, fortæller Cecilie Jensen.
Egentlig var idéen om en vinbutik opstået hos hendes mand og hans gode ven, men der gik ikke lang tid, før Cecilie Jensen endte med at overtage projektet. Og i sommer, endnu før de begyndte at renovere butikslokalerne, fik de en forsmag på opbakningen, da de under den politiske festival i byen åbnede en meget velbesøgt rå vinbar.
Nu, hvor der er kommet styr på lokalerne, og hun og Allan Christensen er ved at være landet i de nye roller, er der så andre idéer, der trænger sig på.
- Vi har allerede planlagt flere arrangementer i butikken, det første bliver en såkaldt glassmagning senere på måneden, hvor man selv kan opleve, hvilken forskel et glas gør for en vins duft og smag, siger Cecilie Jensen.

Hun har selv boet i byen i ni år nu, og hun vil gerne bruge netop Mariagers hyggelige bymiljø og mange gode faciliteter til at give sine kunder nye oplevelser - blandt andet udeservering, når vejret igen tillader det.
- Vi drømmer om at stable noget på benene sammen med nogle af de andre forretninger her i Mariager, for eksempel intim vinsmagning med god mad i nogle unikke omgivelser. Sammen kan vi nemlig endnu mere, siger Cecilie Jensen.