Shopping

Vinoble i fremgang: - Belgisk øl er fortsat DNA’et i vores butik

21. januar 2023 kl. 08:00

AARS: Mogens og Annette Kristensen er indehaverne af Vinoble og Trappist.dk på Himmerlandsgade i Aars. Og de kan noget helt særligt med belgisk øl. I hvert fald kan de præsentere det måske største udvalg i Danmark med imponerende 365 forskellige belgiske øl på hylderne. Men der er bestemt også meget andet godt. 

Nu er det måske ikke det smarteste at kigge forbi en butik som Vinoble/Trappist.dk i Aars, når nærværende skriverkarl har besluttet sig for ”hvid januar” – altså årets første måned uden en dråbe alkohol. For i den hyggelige og flotte butik står fristelserne i kø, og ens rygrad bliver testet til det yderste.

Men så kan man i stedet glæde sig til, at kalenderen på et tidspunkt tipper over til februar, alt imens man kan suge til sig af indehavernes fortællelyst, engagement og store viden om vin, spiritus og øl.

Butikken og trappist.dk har mere end 365 forskellige belgiske øl.

Vokseværk

Med base i kælderen i privatboligen startede Mogens og Annette med at importere belgisk øl tilbage i 2014. Øl, de havde stiftet bekendtskab med på deres mange rejser til Belgien.

Hjemme i privaten blev pladsen dog hurtigt for trang til det stigende udvalg af øl, og i 2016 åbnede de en butik på Himmerlandsgade i Aars.

Også her blev de hurtigt indhentet af deres egen succes og måtte allerede i efteråret 2017 rykke til større lokaler på den nuværende adresse, også på Himmerlandsgade. Siden 2016 har butikken været en del af Skjold Burne-kæden, men i starten af i år skiftede de til Vinoble.

Mogens Kristensen med en af de mange belgiske øl, der er i butikken.

- Vi har været meget glade for vores tid som Skjold Burne-butik, men vi synes, at vores koncept passer bedre til Vinoble, som har et større og bedre udvalg. Samtidig er Vinobles hovedsæde beliggende i Hinnerup ved Aarhus, som er en overskuelig afstand og gør mange ting nemmere for os, fortæller Mogens Kristensen om baggrunden for kædeskiftet.

Trods skiftet til Vinoble fornægter udgangspunktet og kærligheden til belgisk øl sig dog ikke. I butikken og på hjemmesiden Trappist.dk findes i dag omkring 365 forskellige belgiske øl, hvoraf mange af dem er såkaldte trappist-øl, hvilket kort fortalt er munkeøl fremstillet på seks forskellige trappistklostre i Belgien. Mange af øllene har også helt særlige glas, som de skal drikkes i. De kan selvfølgelig også købes i butikken.

Massevis af idéer

- Belgisk øl er fortsat DNA’et i vores butik, men vi har i tidens løb også fået et kæmpe udvalg af vin og spiritus. Af sidstnævnte har vi i øvrigt altid omkring 200 åbne flasker i butikken, så man kan smage på sagerne, inden man køber, fortæller Mogens Kristensen, der sammen med Annette altid er garant for nye og spændende idéer.

Blandt idéerne kan bl.a. nævnes, at parret for to år siden udviklede deres helt egen spiritus-julekalender, som er blevet en kæmpe succes.

Der er altid mange åbne spiritusflasker, så man kan smage, inden man køber.

- Vi synes, at indholdet i de spiritus-julekalendere, der fandtes på markedet, var i for dårlig kvalitet. Derfor lavede vi vores egen, som vi sidste år solgte mere end 2500 styk af. Så der må være andre end os, der synes, at der manglede et godt og smagfuldt alternativ.

- På et tidspunkt fandt vi også på at lave en Aars-rom. Her håbede vi, at vi kunne sælge 36 flasker. Indtil nu har vi solgt 3000 styk og fortsætter selvfølgelig med at lave den. Siden har vi også lanceret den i en limited version, der er nummereret. Den sælger også rigtigt godt, fortæller Mogens Kristensen.

Arrangerer smagninger

Ud over at pleje og passe den hyggelige butik i hjertet af Aars, samt den populære webshop, arrangerer Mogens og Annette Kristensen også forskellige vin-, spiritus- og ølsmagninger. Her bliver det til 12-14 smagninger i butikken om året samt omkring 50 andre smagninger.

I januar skiftede butikken kæde, så den i dag er medlem af Vinoble.

- Vi tager altid ud til smagninger sammen, og det er både sjovt og hyggeligt. Det er selvfølgelig vores arbejde at have butikken og Trappist.dk, men det er i lige så høj grad vores hobby, og vi nyder både dagligdagen i butikken og at komme ud med vores forskellige smagninger, fortæller Anette Kristensen og tilføjer:

- Og vi har et supergodt makkerskab, hvor vi supplerer hinanden rigtigt godt. Mogens får idéerne, mens jeg sorterer i dem og sørger for at gribe dem, der er holdbare - og kassere alle de andre, griner Annette.

Annonceret indhold

Nyeste