Masser af varer og en butik, der er ved at blive lavet om, så den står knivskarpt til at der må åbnes igen... Foto: Jesper Bøss
Shopping

- Vi kan lige så godt prøve at få det bedste ud af det

Mr Tang på Adelgade i Hobro har udnyttet den ufrivillige corona-nedlukning til at nyindrette og istandsætte butikken

21. februar 2021 kl. 09:15

De ville allerhelst holde åbent. Men det kan som bekendt ikke lade sig gøre i øjeblikket.

Alligevel har Ole Spanggaard, indehaver af Mr Tang i både Hobro og Hadsund, valgt at iføre sig ja-hatten.

I hobro er den ufrivillige corona-nedlukning blevet udnyttet til at nyindrette og istandsætte butikken, samt at sikre et ekstra skarpt udvalg, når de må åbne igen.

- Vi kan jo ikke gøre noget ved situationen alligevel, så vi kan lige så godt få det bedste ud af det.

- Så jeg har valgt at bruge tiden på at lave nogle længe ønskede ændringer i butikken i Hobro, så vi kan præsentere vores udvalg på den bedst tænkelige måde, når vi må åbne igen.

Ole Spanggaard ved de to nye prøverum, der er lavet hos Mr Tang i Hobro. Foto: Jesper Bøss

Nyt samarbejde

- Vi har blandt andet også fået bygget et par nye prøverum, vi har fjernet en væg, lavet lidt malerarbejde og indledt et nyt, spændende samarbejde med Byflou her i Hobro, hvor vi blandt andet laver en lækker udstilling med et udvalg af deres spændende boliginteriør i vores butik.

- Det passer perfekt ind her, og så er det jo en ny måde at samarbejde på mellem to Hobro-butikker, fortæller Ole Spanggaard.

- Skal man sige noget positivt om situationen, er det, at der opstår nye, kreative tanker og ideer, og at vi har tid til at udføre dem. Det havde nok knebet lidt mere, hvis vi havde haft åbent som normalt.

- Men ja, vi ville naturligvis allerhelst have holdt åbent, og det er svært at udtrykke, hvor meget jeg glæder mig til, at det kan lade sig gøre igen.

- Jeg savner simpelthen en normal hverdag med kunder i butikken, selvfølgelig med al mulig respekt for alle restriktioner med afstand, håndsprit og mundbind. Men dem er jeg også sikker på, at vi kan leve op til, lyder det fra Ole Spanggaard, der også har udnyttet tiden til at have ekstra mange møder med leverandører, mange af dem virtuelle møder.

- Vi plejer jo at være på en stor mode- og indkøbsmesse her i det tidlige forår, men den er aflyst. I stedet har jeg vel haft møde med omtrent 12-15 forskellige leverandører den seneste måned, hvor det har handlet om indkøb af efterårskollektionerne.

- Jeg kan godt røbe, at jeg tror på en rigtig god handel. Jeg har i hvert fald købt en masse spændende varer, lyder det med smil og optimisme fra Ole Spanggaard.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu