Sara Bang og Monica Steffensen passede butikken på fødselsdagen den 1. marts.
Shopping

Stor optimisme efter udfordrende start: Nanna fejrer et års fødselsdag

03. marts 2023 kl. 06:00

Den 1. marts var det nøjagtigt et år siden, at Nanna Stamer overtog dametøjsbutikken Butik Frys i Hadsund. Siden har der været inflations- og energikrise, men alligevel er Nanna rigtig glad for det første år, hvor butikken også har taget det store skridt at flytte fra Torvet til Storegade 38.

- Ja sikke et år. Da jeg sagde ja, til at overtage butikken, var det oven på to år med corona og en forventning om at detailhandlen og optimismen var på vej tilbage. Sådan gik det ikke - tværtimod. Dagen før jeg fik nøglerne, invaderede Rusland Ukraine og Europa var i krig. Herefter fulgte energikrise og inflation. Med andre ord. Det startede jævnt op ad bakke, lyder vurderingen fra Nanna Stamer.

- Det på trods, har jeg kæmpet for at bevare min butik og kan fejre 1-års fødselsdag i dejlige, nye lokaler på Storegade, hvor der er en væsentlig større kundestrøm end min tidligere adresse på Torvet.

Nanna Stamer overtog Butik Frys for et år siden. Det har været et begivenhedsrigt år.

- De første to måneder, på den nye adresse, har bevist, at det var det helt rigtige at flytte butikken. Den tilbagemelding jeg får fra kunderne og den markant øgede aktivitet gør, at jeg slet ikke er i tvivl om, at det var det helt rigtige at gøre. Både at holde ved og ud, men også at flytte.

- Mit seneste modeshow blev da også udsolgt på tre dage og det næste arrangement den 16. marts er også allerede for længst udsolgt. Jeg tror folk igen har fået lyst til at komme ud i de fysiske butikker, lade sig inspirere og få den rette rådgivning og service til at vælge det helt rigtige outfit, fortæller Nanna Stamer.

Butik Frys flyttede fra Torvet til Storegade 38 tidligere på året.

Bobler, kage og gaver

Butikkens 1-års fødselsdag blev markeret på behørig vis på selve dagen - onsdag 1. marts - hvor man kunne kombinere det at gå ombord i butikkens nye forårsvarer med velskænkede bobler, lækker kage, kaffe og ikke mindst en gave til alle, der købte noget på selve fødselsdagen.

På fødselsdagen blev der serveret kage, kaffe og bobler.

Nanna Stamer var dog ikke selv til stede på fødselsdagen, da den stod på en længe planlagt skiferie, men dagens festligheder blev sikkert styret af butikkens to ansatte; Monica Steffensen og Sara Bang.

Annonceret indhold

Nyeste