Shopping

Schannies nye blomsterbutik lanceres i to etaper

13. december 2022 kl. 11:25

I dag får Hadsund en ny blomsterbutik på Storegade 11. Eller rettere så åbner første halvdel af butikken, mens den anden halvdel slår dørene op den 16. januar næste år.

Det er 42-årige Schannie Lybek Jensen, der åbner Byens Blomster, som bliver en butik med to indgange. Den ene til en hyggelig selvbetjeningsbutik, der har åbent 24 timer i døgnet, mens den anden bliver til en almindelig butik med normale butiksåbningstider.

- Det er gået meget stærkt. Det er under en uge siden, at jeg fik nøglerne til lokalerne, og jeg ville jo gerne have lidt af julehandelen med, så jeg tænkte, at jeg ville skynde mig at indrette selvbetjeningsbutikken, som altså åbner i dag tirsdag med et flot udvalg af dekorationer, planter, buketter og gavekurve, fortæller Schannie Lybek Jensen.

Hvordan du kommer ind i den aflåste selvbetjeningsbutik, er nøje beskrevet ved indgangen. Kort fortalt fungerer det på den måde, at der er et telefonnummer ved indgangen, der skal ringes til, hvorefter man lukkes ind. Her kan man i ro og mag finde sine varer, betale med mobilepay og forlade butikken.

Første del af "Byens Blomster" - en selvbetjeningsbutik - åbner i dag, mens den almindelige butik slår dørene op mandag den 16. januar.

Solgte for fem år siden

Mens selvbetjeningsbutikken åbner i dag, slår den almindelige blomsterbutik – med egen indgang lige ved siden af – dørene op mandag den 16. januar 2023.

- Ved at starte på den her måde, i to etaper, er jeg kommet i gang, men kan også bruge den nødvendige tid på at få indrettet butikken, som jeg gerne vil, fortæller Schannie Lybek Jensen, der tidligere har haft blomsterbutikken ”Byens Blomster Torv” i Hobro, som hun solgte for fem år siden. 

Siden har hun været freelance blomsterdekoratør, men nu var tiden inde til at åbne egen butik igen og her faldt valget på Hadsund.

- Jeg synes, at der er et stort potentiale i Hadsund, og mens jeg mandag gik og gjorde selvbetjeningsbutikken klar var der da også rigtig mange kunder, der allerede kiggede ind. Så det lover godt, slutter Schannie Lybek Jensen.

Annonceret indhold

Nyeste