Charlotte Norre Larsen - her sammen med kæresten og medhjælperen i butikken Leo Nysom - flytter sin blomsterbutik ChaNoLa fra Hadsund til Hobro. Foto: Jesper Bøss
Shopping

Populær butik flytter fra Hadsund til Hobro

17. august 2022 kl. 11:15

Blomsterbutikken ChaNoLa på Storegade i Hadsund flytter til Hobro. I midten af oktober åbner butikken på Adelgade 41, der senest husede en dametøjsforretning.

Charlotte Norre Larsen åbnede ChaNoLa i Hadsund tilbage i marts måned 2020, stort set samtidig med at coronaen kom buldrende, og det er med en god portion vemod, at hun nu forlader Hadsund.

- Trods omstændighederne med corona har det været to og et halvt rigtig gode år i Hadsund, hvor vi har fået mange loyale kunder, som vi skylder en stor tak. Opbakningen har været fantastisk, og vi vil i øvrigt gøre alt for stadig at servicere kunderne i Hadsund på allerbedste vis.

- At vi alligevel vælger at flytte forretningen til Hobro, skyldes, at vi simpelthen synes, at Hobro mangler en blomsterbutik på strøget i byen.

- Dengang vi åbnede i Hadsund, havde vi i første omgang også været på udkig efter egnede lokaler i Hobro, men kunne ikke finde de helt rigtige. Det kan vi nu, og derfor synes vi, at tiden er inde til at flytte.

- Selvom vi har været fantastisk glade for at være i Hadsund, og byen har en skøn gågade, så er der alt andet lige også lidt flere strøgkunder i Hobro. Derfor glæder jeg mig også til at få et endnu større flow i butikken, fortæller Charlotte Norre Larsen, der i butikken har god hjælp af kæresten Leo Nysom. Sådan vil det også være i den nye butik i Hobro, hvor der også skal kigges på, hvad der skal ansættes af yderligere personale.

Det er disse lokaler på Adelgade 41 i Hobro, der snart får nyt, blomstrende liv. Foto: Jesper Bøss

Afviser ikke comeback

Charlotte Norre Larsen vil ikke udelukke, at hun på et tidspunkt vender tilbage til Hadsund. Men i så fald bliver det ikke på bekostning af den nye butik i Hobro.

- Når vi har fået butikken i Hobro op at køre, og hvis de helt rigtige lokaler så dukker op i Hadsund, så vil jeg da ikke afvise, at det kunne blive et comeback til Hadsund med en butik nummer to ved siden af den i Hobro. Men timingen og lokalerne skal være de helt rigtige, slutter Charlotte Norre Larsen, der påpeger, at hun fortsætter ufortrødent i Hadsund til og med september.

- Planen er, at vi har sidste åbningsdag i Hadsund fredag den 30. september, og at vi så slår dørene op til den nye butik på Adelgade 41 i Hobro midt i oktober.

- Vi skal lige have indrettet lokalerne, og så vil vi også holde lidt ferie, inden vi starter. Vi har ikke holdt ferie i tre år, siger hun.

Annonceret indhold

Nyeste