Autoværkstedet CMH Biler på Smedevej genopstår med nye ejere, Kim Heiligers og Adrian Cocoveica.
Shopping

Nyt autoværksted åbner under kendt navn: - Kunderne skal føle sig trygge

Autoværkstedet CMH Biler genopstår på Smedevej i Hobro med to kendte ansigter i front

13. januar 2023 kl. 08:35

HOBRO: Med undtagelse af de seneste fem år har der siden 2007 stået CMH Biler ved indkørslen til autoværkstedet på Smedevej 15.

Og nu står det der igen, det gamle, velkendte navn, efter der i starten af året skete et lille generationsskifte i virksomheden.

De to nu tidligere medarbejdere i værkstedet, Kim Heiligers og Adrian Cocoveica, står i dag som indehavere, mens forhenværende ejer Lars Oppelstrup Møller overgår til at være udlejer, da han stadig ejer bygningen.

- Det her med at have vores eget værksted er noget, vi altid gerne har villet, og nu opstod muligheden altså, siger Kim Heiligers, der ligesom Adrian Cocoveica har 20 års erfaring som mekaniker.

De har arbejdet henholdsvis fire og to år på Smedevej 15 for Lars Oppelstrup Møller, mens autoværkstedet hed Skorstensgaard. Men da den fem år gamle kontrakt udløb ved årsskiftet, valgte Lars Oppelstrup Møller at sige stop - og så stod der altså friske kræfter klar i kulissen.

Navnet er til at kende, og servicen og gennemsigtigheden er den samme som altid i autoværkstedet på Smedevej 15 i Hobro. Nu har Lars Oppelstrup Møller givet stafetten videre til nye kræfter - Kim Heiligers og Adrian Cocoveica.

- Vi valgte at tage det gamle navn på autoværkstedet op igen, netop fordi der er en genkendelighed i det. Kunderne skal føle sig trygge, siger Kim Heiligers.

Han og Adrian Cocoveica skal nu til at håndtere mere papirarbejde, end de har været vant til, men de håber stadig at bruge det meste af deres tid i selve hallen med at skrue og reparere.

- Det er jo det, vi helst vil. Og vi sætter en god service og stor gennemsigtighed højt. Hos os får kunderne ingen grimme overraskelser, for vi laver ikke mere, end kunden har sagt ja til, og vi aftaler altid en fast pris, før vi går i gang, siger Kim Heiligers.

Adrian Cocoveica brugte sin barndom i sin fars autoværksted i Rumænien, og Kim Heiligers er efter eget udsagn nærmest født med en skruetrækker i hånden. Til sammen har de 40 års erfaring med at få bilmotorer til at spinde.

- Vi elsker bare biler, og vi kan ordne alle reparationer og skader uanset mærke, siger de.

Kommer man ind på CMH Bilers værksted, kan man de næste måneder være heldig stadig at finde Lars Oppelstrup Møller på kontoret. Han har indvilget i at hjælpe sine to tidligere medarbejdere helt til rette og sende dem godt på vej, inden han tager hul på sit arbejdslivs næste kapitel.

Annonceret indhold

Nyeste