Lone Mikkelsen i de nye lokaler, hvor der lige nu er gang i ombygningen. Foto: Jesper Bøss
Shopping

Nu får Lone snart plads til alle sine idéer

Efter 11 år på Adelgade 38 flytter Kop & Kande i Hobro til Adelgade 4-6, hvor den nye butik bliver næsten dobbelt så stor som den nuværende

10. marts 2021 kl. 09:00

Mere plads har i mange år været et kæmpe ønske hos indehaver Lone Mikkelsen, Kop & Kande i Hobro.

Lige nu knokler håndværkere i lokalerne på Adelgade 4-6, der senest husede Østjysk Bank, men fra 1. september rykker Kop & Kande ind, og Lone Mikkelsen kan næsten ikke vente.

- Jeg har længe ledt efter nye lokaler, og jeg er fantastisk glad for, at det nu er lykkedes at få enderne til at nå sammen.

- Lokalerne er helt perfekte til min butik, herunder ikke mindst mine mange nye og spændende ideer i butikken, som hidtil har været vanskelige at gennemføre, da jeg simpelthen ikke har haft pladsen.

- Jeg vil i endnu højere grad gøre den nye butik til en inspirationsbutik med oplevelser for alle sanser.

- Når du går rundt i butikken, skal du kunne dufte alt fra krydderier til lækre sæber. Man skal indimellem også kunne få forskellige smagsprøver, og så skal man kunne prøve en masse redskaber i praksis i små ”try-out-stande” og måske låne service og bestik med hjem, for at se om det passer derhjemme.

- Der skal også være en stor afdeling for herrer, og så vil jeg løbende holde forskellige spændende kundearrangementer. Jeg har massevis af idéer, som jeg glæder mig til at arbejde med, lyder det med tydelig begejstring fra Lone Mikkelsen.

Kop & Kandes nye adresse bliver fra 1. september Adelgade 4-6, hvor Østjysk Bank tidligere havde hjemme. Foto: Jesper Bøss

Stadig en del af gågaden

De nye lokaler er på cirka 450 kvadratmeter – mod cirka 270 kvadratmeter på den nuværende adresse.

Ud over de yderligere kvadratmeter glæder Lone sig også over, at hun nu får eget kontor, kan lave en egentlig frokoststue til sit personale, ligesom hun kan få leveret varer ind ad bagindgangen – direkte til lageret. Desuden er der parkering lige udenfor døren.

- Der er en masse praktisk og logistisk, der bliver nemmere.

- Jeg er naturligvis klar over, at min nuværende beliggenhed er lige midt på gågaden. Her kommer jeg i stedet ned i nordenden, men det anser jeg slet ikke som et problem. Vi bliver stadig en meget aktiv del af gågaden. Jeg vil faktisk godt love, at vi bliver mere aktive end nogensinde før, fastslår Lone Mikkelsen.

De seneste 11 år har Kop & Kande ligget på Adelgade 38 i Hobro. Foto: Jesper Bøss

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu