Nordjyske herretøjsbutikker deltager i stor kampagne: Kender du "Byens bedst klædte mand"?
"Rundt om i hele landet forsvinder flere og flere herretøjsbutikker, og mange bymidter kæmper for at holde fast i både liv og lokal handel".
Sådan indleder organisationen MERK - en brancheforening for livsstilsbranchen - i en pressemeddelelse.
Derfor har MERK - i samarbejde med flere end 200 herretøjsbutikker landet over - lanceret en ny kampagne under navnet "Byens bedst klædte mand".
Den skal sætte fokus på herremode, og hvorvidt danske mænd i det hele taget går op i deres tøjstil.
- Vi vil gerne vise, at der findes god herrestil i hele landet, fra Silkeborg til Slagelse. Samtidig er det en påmindelse om, at den fysiske butik kan noget, ingen algoritme kan: nemlig det menneskelige møde og den ægte personlige rådgivning, siger Nikolai Klausen, der er direktør i MERK.
Kampagnen skydes i gang mandag 11. august over hele landet. I Nordjylland deltager 16 herretøjsbutikker fra forskellige kæder.
Herefter kan man ude i lokalsamfundene nominere og hylde de mænd, der "formår at kombinere personlighed med stil" - og lige så kan de lokale butikker også nomineres til en pris.
Det hele kulminerer 1. oktober i år, hvor MERK kårer én landsvinder - både en butik og en mand.
Indtil da er formålet at skabe "masser af lokal opmærksomhed, engagement og mulighed for at vise flaget som byens stærkeste stilambassadør", lyder det i pressemeddelelsen.
Du finder mere information om kampagnen på den dertil indrettede hjemmeside her.