Mie Høj blev ansat af Lasse Bundgaards far, Kai Bundgaard,  for 50 år siden. Ekspedienten er der stadig, mens sønnen overtog efter sin far i 1996. <i>Foto: Torben Hansen</i>
Shopping

Mie begyndte for 50 år siden og elsker stadig sit arbejde

- Hvis jeg opfører mig ordentligt, må jeg blive til jeg er 70, fortæller ekspedienten, som ikke render fra pladsen hos guldsmeden

15. september 2022 kl. 12:01

Da Mie Høj i 1972 blev ansat hos guldsmed Bundgaard i Hadsund, var hun 17 år. Man sagde "De" til chefen og kunderne, og det forventedes, at den kvindelige ekspedient mødte på job i stiletter.

I dag, 50 år senere, er Mie Høj der stadig. Omgangstonen er justeret mod det mindre formelle, og de høje hæle er skiftet ud med smarte og praktiske sneakers.

Hun er blevet 67 år og kunne for flere måneder siden have valgt at blive folkepensionist på fuld tid. Det sker bare ikke.

- Jeg har ikke behov for at gå derhjemme. Jeg elsker mit arbejde, mødet med kunderne og har det som en fisk i vandet. Heldigvis har jeg fået at vide, at hvis jeg opfører mig ordentligt, må jeg blive, til jeg er 70 år, smiler Mie Høj.

Mie Høj og guldsmed Lasse Bundgaard har et nært og tillidsfuldt forhold. Ekspedienten har kendt chefen, siden han var en lille purk. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Chefen, guldsmed Lasse Bundgaard, tilføjer ligeledes smilende:

- Til den tid tager vi en medarbejdersamtale, og så forlænger vi måske aftalen, til Mie bliver 80 år.

Tonen mellem guldsmeden og ekspedienten er varm og familiær, og det er der gode grunde til. Mie Høj kom i lære guldsmedeekspeditrice hos Kai Bundgaard - Lasse Bundgaards far. 

- Jeg var ganske ung, og kort tid efter døde min far. Derefter tog Kai Bundgaard sig rigtig godt af mig, og jeg blev nærmest en del af familien, fortæller hun.

Den gang var Lasse en lille purk, der jævnligt kom i butikken. 

- Det hændte da, at hvis forældrene havde vildt travlt, hentede jeg Lasse i børnehaven, husker Mie Høj.

Hun arbejdede for Kai Bundgaard frem til 1990, hvorefter hun i 10 år var selvstændig med egen butik i Skive.

I mellemtiden havde Lasse Bundgaard overtaget forretningen i Hadsund som anden generation i firmaet, der er grundlagt i 1956.. 

- Vi havde brug for en dygtig ekspedient, så jeg ringede til Mie og spurgte, om hun ikke havde lyst til at komme hjem, fortæller Lasse Bundgaard.

- Mie er enestående til at huske kunderne. Kommer en mand ind i butikken og skal have et smykke til sin hustru, husker hun, hvilke slags øreringe han købte for seks år siden, og hvad der lige passer til konen. Hun kender alle byen og véd, hvem der er i familie med hvem, fortæller guldsmeden i Hadsund.

Indtil videre må den erfarne ekspedient blive, til hun fylder 70 - med mulighed for forlængelse. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Mie Høj har fra første parket oplevet branchens udvikling over fem årtier. I 70'erne blev det langet masser af sølvtøj over disken. Folk stod i kø op til jul for at få det tretårnede sølvbestik, som de samlede på.

I dag sælges især smykker. Mie Høj har også fået en særlig kompetence, idet hun er dygtig til at gravere på pokaler og den slags. 

Hun har har to voksne børn og har i 50 år boet på Plastvænget i Hadsund sammen med sin mand. 

Annonceret indhold

Nyeste