Leo Nysom og Charlotte Norre Larsen vender tilbage til Hadsund, hvor de åbner blomsterforretningen ChaNoLa på Østergade 1, samtidig med at de stadig har butikken i Hobro.
Shopping

Lyncomeback: Butik vender tilbage til Hadsund

19. december 2022 kl. 19:07

HADSUND: I slutningen af september havde blomsterbutikken ChaNoLa sidste åbningsdag på Storegade i Hadsund, da butikken i stedet valgte at flytte sine aktiviteter til gågaden i Hobro. Nu vender ChaNoLa imidlertid snart tilbage til Hadsund igen, samtidig med at butikken i Hobro bevares.

- Allerede da vi dengang meldte ud, at vi flyttede til Hobro, sagde vi, at vi håbede på et tidspunkt at vende tilbage til Hadsund for at åbne butik nummer to, fortæller Leo Nysom, der sammen med Charlotte Norre Larsen står bag ChaNoLa.

- Det gik så lidt hurtigere, end vi havde regnet med, men da vi fik muligheden for at overtage lokalerne på Østergade 1, der senest har huset en anden blomsterforretning, var vi ikke i tvivl. Det er de perfekte lokaler til formålet, og så var det bare at slå til, fortæller han.

Duoen åbnede i sin tid ChaNoLa i Hadsund i marts måned 2020 – stort set samtidig med at coronaen kom buldrende. Trods de svære omstændigheder fik de alligevel opbygget et stort stampublikum i byen, og beslutningen om flytningen til Hobro skyldes primært, at de daværende lokaler i Hadsund ikke var helt optimale til en blomsterforretning samtidig med, at de fandt nogle rigtig gode lokaler på gågaden i Hobro.

- Nu har vi så fundet de helt ideelle lokaler i Hadsund, og vi glæder os meget til at slå dørene op til vores nye butik, hvilket sker d. 1. marts 2023.

- Vi har også allerede fundet dygtigt personale, og så bliver det på den måde, at Charlotte og jeg begge veksler mellem at være i de to butikker i henholdsvis Hobro og Hadsund, så der altid er en af os i begge butikker, fortæller Leo Nysom.

Annonceret indhold

Nyeste