Jeg synes ganske enkelt, at vi skal sætte mere fokus på de positive historier, som der fortsat er mange af, lyder det fra Ole Spanggaard.
Shopping

Lokal tøjmand: Vi trænger til at sætte lidt mere fokus på det positive

27. oktober 2022 kl. 15:45

Krig, inflation, energikrise, faldende aktiekurser, høje renter… Der er nok negative historier at kaste sig over i denne tid, men hos herretøjsbutikken Mr. Tang i Hadsund og Hobro, har de valgt at sætte fokus på det positive.

- Jeg er udmærket klar over, at det er en udfordrende tid for mange, og privat har jeg da også lige fået en tårnhøj gasregning, men midt i udfordringerne, synes jeg også, at der er nogle lyspunkter, fortæller Ole Spanggaard, der er indehaver af Mr Tang i Hadsund og Hobro.

- Derfor synes jeg ganske enkelt, at vi skal være bedre til sætte mere fokus på de positive historier, som der trods alt fortsat er mange af.

Positiv energi skal smitte af

I tøjbranchen er det eksempelvis meget minimalt, hvad der har været af prisstigninger. I hvert fald sammenlignet med andre brancher. Det glæder jeg han sig over.

- Jeg glæder mig også over den flotte opbakning, der er til mine to butikker i Hadsund og Hobro. Der er jo ingen grund til at bruge dyr benzin eller diesel på at køre til storbyerne, når man kan handle lokalt, og det synes jeg, at kunderne er rigtig gode til. Ligesom de var under corona.

- Samtidig er leveringssituationen på herretøj, efter et par udfordrende år i kølvandet på corona, stort set normal igen, så det er bestemt også positivt. Vi har rigtigt meget lækkert på hylderne.

For første gang i to år, kan Ole Spanggaard og Mr Tang glæde sig til en egentlig julefrokostsæson, hvor mange også lige skal have opfrisket garderoben inden festlighederne.

- Endelig kan vi, efter to års pause, også se frem mod en november og december, hvor virksomhederne ser ud til at kunne holde julefrokoster igen. Helt uden restriktioner og begrænsninger. Det tror jeg, at mange glæder sig rigtigt meget til, lyder det fra Ole Spanggaard.

- Så selvom det på mange måder er en kold og udfordrende tid, som vi lever i, så er det altså ikke surt og træls det hele. Det minder jeg også mine medarbejdere om hver eneste dag, og vi vil gerne, at vores positive energi smitter af på kunderne. Hos os vil vi i hvert fald gøre alt for, at vi ikke kommer ind i en negativ spiral, men i stedet også har fokus på det positive, siger Ole Spanggaard.

Annonceret indhold

Nyeste