Steffen Kjærgaard, indehaver af herretøjsbutikkerne Victor og Marcus i Hobro, kan se tilbage på et rigtigt godt 2021. Foto: Jesper Bøss
Shopping

Lokal tøjmand: Et af de bedste år nogensinde

15. december 2021 kl. 09:34
Steffen Kjærgaard, indehaver af herretøjsbutikkerne Victor og Marcus i Hobro, kan se tilbage på et rigtigt godt 2021. Foto: Jesper Bøss
Den 23. december om aftenen går Steffen og personalet rundt til nabobutikkerne for at ønske glædelig jul og synge en julesang. En tradition i mere end 15 år. Billedet er fra sidste års besøg hos Hobro Boghandel. Privatfoto

Steffen Kjærgaard har drevet tøjbutikker i mere end 30 år – blandt andet Victor og Marcus i Hobro. Han beskriver 2021 som et af de bedste år nogensinde.

- Det har været et lidt surrealistisk år, der jo startede med, at vi ikke måtte holde åbent de første par måneder af året. Men det, vi tabte dengang, er blevet mere end indhentet i årets resterende måneder, og 2021 kommer helt sikkert i top-3 over alle de år, jeg har drevet tøjbutik, og det er altså mere end 30, fortæller Steffen Kjærgaard, der også løfter sløret for et par sjove juletraditioner i butikkerne.

- Også den foreløbige julehandel har været god. Vi er langt foran sidste år. Det har været helt sindssygt godt, og det skyldes en meget loyal opbakning fra kunderne, der rigtigt gerne vil handle lokalt.

Den 23. december, som er den sidste åbningsdag inden jul, trækker alt personalet i butikkerne i farverige julestrik, som man har på hele dagen. Dagen bliver afsluttet med at besøge nabobutikkerne; Hobro Boghandel, Seeds og Sport24 for at ønske glædelig jul og synge en julesang for dem.

- Det har været en tradition i mere end 15 år, og vi bliver også altid budt på en lille forfriskning. Det er superhyggeligt, fortæller Steffen Kjærgaard – en ganske tilfreds tøjkøbmand fra Hobro.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu