Ann-Dorthe Melgaard Grønhøj med hænderne fulde af varer, der skal sendes til kunderne. Foto: Jesper Bøss
Shopping

Livesendinger gav gevinst for tøjbutikker i Hobro

Butiksindehaver var på forhånd nervøs - men det viste sig at være ubegrundet

22. februar 2021 kl. 14:41

Det var med en vis portion spænding og nervøsitet, Ann-Dorthe Melgaard Grønhøj, indehaver af tøjbutikkerne For You og Ann D i Hobro, for et par uger siden kastede sig ud i at sende live fra butikken via Facebook. Her holdt hun både udsalg og præsenterede en række nye forårsvarer - og det viste sig at blive en stor succes!

- Jeg havde jo aldrig prøvet det før og var både nervøs for, om jeg kunne finde ud af det, og i tvivl om der overhovedet var nogle, der gad at kigge med.

- Så det var med en stor portion spænding, at jeg valgte at kaste mig ud i det, fortæller Ann-Dorthe Melgaard Grønhøj.

- Men det blev en stor positiv overraskelse. Til den første sending så 279 kunder med, og til den efterfølgende cirka det samme. Det var mange flere, end jeg på forhånd havde turdet drømme om.

- Mange købte også noget. Til begge liveshows fik jeg godt 75 ordrer, og det luner jo lidt i denne tid, hvor vi ikke må holde åbent.

- Det er selvfølgelig ikke i nærheden af den omsætning, jeg ville have haft, hvis vi måtte holde åbent, men det var en rigtig god fornemmelse alligevel. På den måde føler man også, at man gør lidt i denne tid.

- Jeg har to fysiske butikker, men ingen webshop, og sådan bliver det ved med at være. Jeg vil nemlig have fokus på den personlige og nærværende betjening og gode service i mine butikker.

- Men det er klart, at i denne tid må jeg jo tænke lidt anderledes, og her har livesendingerne - og i øvrigt også en række andre tiltag på sociale medier - vist sig at være meget brugbare.

- Så når det hele bliver normalt igen med åbent i butikkerne, kan jeg godt forestille mig, at jeg indimellem fortsat vil lave en livesending, da jeg på den måde også kommer ud til hele landet. Blandt dem, der kiggede med til de to første sendinger, var der nemlig kunder fra hele Danmark.

- Jeg kunne også forestille mig, at jeg på et tidspunkt kunne lave et egentligt virtuelt live modeshow, slutter Ann-Dorthe Melgaard Grønhøj.

Poser med tøj klar til at blive sendt ud. Foto: Jesper Bøss

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu