Kagebord i heste-shoppen: Familie åbner ny butik i hjertet af Hadsund
HADSUND: Butikken hedder Heste-shop, men det navn snyder faktisk lidt. For du kan få meget mere end hesteudstyr i butikken, der også rummer en lille cafe.
Det er det tyske ægtepar Sally og Simon Voss, der har slået dørene op til Heste-shop på Storegade 36 i hjertet af Hadsund. Parret flyttede til Danmark for godt et år siden, og nu realiserer de drømmen om en butik på gågaden i Hadsund.
- Vi boede i Flensborg, hvor jeg arbejdede som svejser og Sally havde sit eget rengøringsfirma, men vi havde begge lyst til at prøve noget helt nyt, og kunne godt tænke os at bo i Danmark.
- Så vi fandt et dejligt hus i Als, hvor der er god plads til hele familien og vores passion for heste, fortæller Simon Voss.
Hesteudstyr, brugskunst og lille café
Udover Sally og Simon består familien af Noa på 8 år, Mathies på 13 år og Dominik på 15 år. Hertil kommer familiens tre heste, som også gav idéen til at åbne butikken i Hadsund.
I Heste-shop sælges nemlig forskelligt nyt og brugt hesteudstyr, blandt andet sadler og forskellig beklædning, ligesom du kan sætte dig i en dejlig lænestol og læse eller lytte til en bog om heste.
Butikken byder dog på meget mere end det. Der er blandt andet også et stort udvalg af brugskunst, både egne og andres kreationer, og så er der indrettet en hyggelig, lille café i butikken, hvor der kan nydes kaffe, the og hjemmebagt brød, kager og hjemmelavet chokolade.
- Vi vil gerne gøre Heste-shop til et rigtigt hyggested i Hadsund, hvor man eksempelvis også kan holde en børnefødselsdag eller andre arrangementer. Så finder vi på noget kreativt at lave, mens man kan nyde noget af det hjemmebagte brød, fortæller Sally Voss.
Stort kagebord hver søndag
- Vi har også planer om at lave et større kagebord hver søndag, som vi håber, bliver et tilløbsstykke, tilføjer hun.
Heste-shop åbnede den 1. februar, og parret kan godt mærke, at folk lige skal opdage den nye butik.
- Det har været en stille start, men siden vi begyndte at markedsføre os lidt på sociale medier, har vi tydeligt kunnet mærke at der er sket lidt mere.
- Men vi glæder os meget til foråret og sommeren, hvor der jo kommer flere mennesker på gaden her i Hadsund. Her har vi også gjort klar til, at man kan sidde udenfor og nyde sin kaffe, fortæller Simon Voss.