”Vi har fået købt rigtigt godt ind og har rigeligt med varer til både Black Friday og julehandelen”, fortæller Thomas Jensen. Foto: Jesper Bøss
Shopping

Julerier og Black Friday i Hadsund

Fire lokale handlende ser med forventning frem til en af årets allerstørste handelsdage i detailhandelen

21. november 2021 kl. 10:00

Black Friday er - som så meget andet - oprindeligt et amerikansk fænomen. Den store handelsdag finder sted én gang om året, nemlig fredagen efter fejringen af den nationale helligdag Thanksgiving. En fejring, der altid finder sted den fjerde torsdag i november.

Black Friday-traditionen kom til Danmark omkring 2011-2012, hvor det i første omgang var nogle få webshops, der forsøgte sig med den amerikanske tradition. I 2013 begyndte traditionen at tage fart, da flere og flere fysiske butikker også begyndte at give gode tilbud til deres kunder på netop denne dag. Det menes, at 2015 var året, hvor Black Friday for alvor fik sit gennembrud i Danmark, da storcentre og kædebutikker for alvor tog traditionen til sig, og siden er den jo nærmest vokset fra år til år.

Til dette års Black Friday har butikkerne i Hadsund åbent helt til klokken 22, og udover de mange knivskarpe shopping-tilbud kan du også glæde dig til en aften med mange forskellige aktiviteter, der for alvor markerer starten på julen.

Klokken 17.30 ankommer selveste Julemanden til kanalen ved davinci. Herfra følger Hadsund Skoleorkester og en masse glade børn ham op til Torvet, hvor der serveres varm suppe og varm kakao.

Skoleorkestret vil fortsætte med at underholde på Torvet, i gågaden og i Butikscentret – og julestemningen får endnu et nøk op ad med ”Spil Op Nisserne”, der underholder forskellige steder i byen.

Spil Op Nisserne underholder forskellige steder i byen. Privatfoto

Fra klokken 17 serveres der også gløgg og æbleskiver i Butikscentret, og mellem klokken 15 og 17 er det muligt at få en gratis tur i hestevogn. Så jo, der sker virkelig en masse hyggeligt i julens tegn…

I butikkerne er der, som det hører sig til Black Friday, skruet op for tilbuddene – og i nogle butikker gælder det ikke kun Black Friday, men i flere dage:

- Vi har ekstra gode tilbud torsdag, fredag og lørdag, så kunderne ikke skal være så stressede på selve fredagen, fortæller Thomas Jensen fra Allessko på Storegade.

- Af respekt for de mange kunder, der har været ude i god tid, og allerede købt julegaver, så kører vi dog ikke med faste procentsatser, men jeg tør alligevel godt love, at der bliver noget godt at komme efter.

- Vi har også fået købt rigtig godt ind og har rigeligt med varer til både Black Friday og julehandelen, fortæller Thomas Jensen.

”Vi holder Black Days over flere dage, så det ikke bliver så stressende for kunderne”, fortæller Lotte Hansen fra dametøjsbutikken Torben. Foto: Jesper Bøss

Hos dametøjsbutikken Torben strækker de også tilbuddene ud over flere dage.

- Vi holder Black Days fra onsdag til lørdag, hvor vi kører med en fast rabatsats på alle varer, der ikke nedsat i forvejen.

- Vi synes, det er fornuftigt med flere dage, så det ikke bliver så stressende, og så er vores butik jo ikke så stor, hvorfor det også er fornuftigt at hensyn til den aktuelle corona-situation. Det skal være helt trygt at komme og handle hos os, fortæller Lotte Hansen.

”Det er en god blanding af nogle meget travle og samtidig superhyggelige dage”, fortæller Ole Spanggaard fra Mr Tang. Foto: Jesper Bøss

Også hos herretøjsbutikken Mr Tang holdes der Black Days. Her er det fra torsdag til lørdag.

- Vi tilbyder en fast rabatsats, og det er altid nogle store dage for os, som vi glæder os til. Det er en god blanding af nogle meget travle og samtidig superhyggelige dage.

- Vi kan også mærke, at kunderne godt kan lide dagene, og at det er en god måde for dem at komme i gang med julegaveindkøbene, fortæller Ole Spanggaard.

”For os er Black Friday, som navnet siger, om fredagen. Juleaften spreder man jo heller ikke over flere dage, så vi er tro mod konceptet med Black Friday denne ene dag”, lyder det fra Palle Justensen fra Sportigan i Hadsund. Foto: Jesper Bøss

Hos Sportigan i Hadsund holder dt også Black Friday, men kun på selve dagen.

- For os er Black Friday, som navnet siger, om fredagen. Juleaften spreder man jo heller ikke over flere dage, så vi er tro mod konceptet med Black Friday denne ene dag.

- Til gengæld lover vi rigtig gode tilbud og glæder os til dagen. Der har været lidt leveringsudfordringer i branchen, særligt på løbesko, men vi har sørget for at købe ind i god tid, og har masser af varer på hylderne. Både til Black Friday og til julehandelen, lyder det fra Palle Justesen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu