Vita Juul kan fejre 20 år i spidsen for Hadsund Jagt & Fritid. Til venstre ses en udstoppet Sule, der gik i et net i Mariager Fjord og som nu står i butikken. Foto: Jesper Bøss
Shopping

Jubilæum: Vita har passet sin butik helt alene i 20 år

09. juli 2022 kl. 08:30

I weekenden den 15. – 17. juli fejrer Vita Juul, at det er 20 år siden, at hun slog dørene op til Hadsund Jagt & Fritid.

- Inden jeg åbnede forretningen, havde jeg i mange år arbejdet i et pengeinstitut og senere i forsikringsbranchen, men havde altid haft interesse for jagt og fiskeri, som jeg stiftede bekendtskab med i mine barndomsår lidt udenfor Hadsund, hvor jeg er født og opvokset.

- Det førte til, at min ægtefælle og jeg begyndte at undervise i jagttegn, samtidigt med at vi drev en lille butik med jagtartikler, da vi endnu boede i Frederikssund, fortæller Vita Juul.

- Personlige forhold betød, at jeg i år 2000 besluttede at vende hjem til Hadsund. Her blev det både til et år med forsikringer og et enkelt sabbatår, inden jeg i 2002 besluttede mig for at etablere Hadsund Jagt og Fritid. Dermed kan jeg altså fejre 20-års jubilæum i år.

- Fra starten var det vigtigt at sætte ordet ”fritid” på forretningen. Det skulle vise sig at være en klog beslutning, da det har gjort mit vareudvalg meget bredere, end hvis det alene havde handlet om jagt og fiskeri. Og jeg kan jo se, at mange andre forretninger sidenhen har gjort det samme, fortæller Vita Juul, der i dag er 67 år, og som derfor også håber, at der en dag dukker en aftager op til butikken på Østergade 70 i Hadsund.

- Jeg har lige fået fornyet forretningens tilladelse til at opbevare våben, så den gælder de næste fem år. Når den nærmer sig udløb næste gang, så er jeg 72 år, og så er det vel ved at være tid til at give stafetten videre.

- Generelt set har det været 20 gode år, og det er bestemt en sund forretning. Men det kræver også en stor indsats og mange timer at have sin egen butik, fortæller Vita Juul, der altid har været alene om at passe butikken – og i øvrigt kun med en enkelt sygemelding i løbet af de 20 år.

- Det er vel 15 år siden, at jeg skulle igennem en større operation, og var væk en måned, men ellers har jeg ikke haft en eneste sygedag.

- Det er måske al den friske luft, jeg får i min fritid. For jeg elsker stadig rigtigt meget at komme afsted på fisketur eller på jagt.

- Og at jeg selv er så aktiv i naturen, betyder også, at jeg kan rådgive på den helt rigtige måde. Jeg kender alle de produkter, jeg har i butikken ned til den mindst detalje. Den rigtige og grundige rådgivning har altid betydet meget for mig, fortæller Vita Juul, der markerer jubilæet med et godt gammeldags ”ærligt jubilæumsudsalg” samt kaffe og kage i butikken i weekenden den 15. – 17. juli.

- Der bliver ikke en fast rabatsats, men i stedet nogle rigtig gode og varierede tilbud på de fleste ting i butikken. Så jeg håber på en masse mennesker. Jeg lover i hvert fald, at der er noget for alle, slutter Vita Juul.

Annonceret indhold

Nyeste