Ejla Baun Nielsen og Jonas Nielsen genåbnede for to et halvt år siden Det Lune Brød. Diverse kriser til trods går det rigtig godt.
Shopping

Jonas og Ejla holder brødet lunt

I Hobro vil kunderne have et traditionelt bageri med et stort udvalg af brød og kager

30. november 2022 kl. 12:02

HOBRO: De er lidt uenige om, hvordan teksten skal udlægges, så det lyder rigtig. Men ejerne af Det Lune Brød på Banegårdsvej i Hobro er enige om, at det går ganske godt.

- Vi mærker ingen krise. Vi har hævet priserne en lille smule på grund af dyrere råvarer, og det har kunderne taget venligt imod, siger Ejla Baun Nielsen.

- Vi klager ikke. Driften er stadig tilfredsstillende, siger Jonas Nielsen.

De åbnede butikken i april 2020, hvor coronakrisen netop havde ramt med fuld styrke og reduceret salget i mange butikker.

De åbnede også på et tidspunkt, hvor Hobro pludselig gik fra én bager (My Bakery på Mariagervej) til tre af slagsen, da Hobro Brød i Adelgade var åbnet i marts. 

Ydermere skulle de skubbe gang i en bagerbutik, som havde været lukket i 10 måneder efter den forrige ejers konkurs. 

- Vi startede fra nul. Bageriet var ryddet for maskiner, så vi måtte købe nye, fortæller Jonas Nielsen, som er bagermesteren, der sammen med en svend og en lærling sikrer friskbagte forsyninger til hylderne ude i butikken.

26-årige Jonas Nielsen er bagermester og i øvrigt nybagt far. 

Den står Ejla Baun Nielsen for sammen med to medarbejdere. Desuden har bageriet en samarbejdsaftale med Mariagerfjord Kommune om ansættelse af fleksjobbere og personer, der har brug for arbejdsprøvning. 

De to ejere er på nogle områder et umage par. Jonas Nielsen er 26 år og uddannet bager.

Ejla Baun Nielsen er 57 år og også bageruddannet, men har i flere år arbejdet som pædagog og ellers stået i butik.

Til fælles har de en fortid hos Det Lune Brød, dengang bagermester Kaj Christensen drev butikken.

Jonas Nielsen begyndte i bageriet som arbejdsdreng og blev udlært under Kaj Christensen. Ejla Nielsen var ansat i butikken i flere år. 

- Jo, vi er forskellige, men samarbejdet er fantastisk. Vi ved lige nøjagtig,  hvad vi hver især laver, forklarer Ejla Nielsen.

Ejla Baun Nielsen sætter nybagte julesmåkager på plads. 

De to har aldrig været i tvivl om, at kundegrundlaget for en bagerforretning på Banegårdsvej er i orden. 

- Men det skal være en traditionel bager med klassisk brød. Ikke sådan en moderne surdejsbager, som man ser i de store byer, siger Jonas Nielsen.

- Folk i Hobro vil gerne have mange forskellige brød at vælge imellem. Vi har også altid et udvalg af 10-15 forskellige tørkager, tilføjer Ejla Nielsen.

Da Det Lune Brød genåbnede, oplevede de nye ejere, at fortidens kunder hurtigt vendte tilbage. Det er også vigtigt for driften, at bageriet har 89 faste erhvervskunder, som lægger en solid bund i omsætningen.

Det Lune Brød leverer desuden brød til Meny i Hobro og Brugsen i henholdsvis Gedsted og Aalestrup. 

Selv om mange bagerbutikker er pressede, og nogle ligefrem lukker på grund af vilde priser på råvarer og energi, tror Det Lune Brøds bagfolk på fremtiden.

Bagermester Jonas Nielsen pønser på at købe en ovn, så produktionen kan følge med kundernes trang til brød.

- Folk vil stadig gerne betale for gode produkter, siger Ejla Nielsen.

Annonceret indhold

Nyeste