
Lone inviterer dig inden for hos de fingernemme
Krims Krams er åbnet på Markedsgade i Hobro - kom med inden for i butikken
HOBRO: Hvis du savner et sted at folde dig ud sammen med fingernemme folk, eller søger du inspiration til dit næste hobbyprojekt, er "Hobros kreative legeplads", butikken Krims Krams, et rigtig godt bud.
Torsdag 1. december, den første dag i julemåneden, åbnede Krims Krams i sine nye lokaler i Markedsgade 2 i Hobro, hvor byens ungdom engang dansede disko hos Ludwig.
Nu er de hyggelige, lavloftede rum blevet fyldt med alskens forskellige hobbyarbejder fra ni-ti udstillere, deriblandt Lone Skov, der er tovholder i Krims Krams.
- Vi kan allerede mærke, at vi har mange flere kunder, end da vi var på Banegårdsvej. Min bekymring for, om vi kunne drive forretning med de små vinduer, er gjort til skamme, fortæller Lone Skov.
Bagerst i butikken er der plads til at sidde og nørkle rundt omkring et par borde. Krims Krams er ramme om formiddagshygge, nørklegruppe og et hold af kniplepiger.
- Her kommer en masse bløde borgere med skrammer på sjælen. Folk, som trænger til en håndsrækning. Det gør mig glad i låget, når jeg kan mærke, at de blomstrer op og trives, siger Lone Skov.

Forleden mødtes en gruppe kvinder fra Syrien. De spillede pakkespil, flettede julestjerner og strikkede. Om torsdagen er der kreativt børnehold, og her i december skal børnene lave julepynt, julegaver og julekranse.
Der er workshops på vej i støbning af beton, påskedekorationer og kunststrik. Det syder og bobler af kreativitet.
Anden weekend i januar 2023 holder Krims Krams åbent hus. Der vil blive disket op med kagebord og muligheden for at prøve noget kreativt.
Lone Skov fremhæver Mariagerfjord Kommune som en positiv medspiller, der virkelig gerne vil projektet og bakker det op.
Fra 1. januar 2023 samles alle aktiviteter i Krims Krams under Hobro Kreative Forening, så de kan søge kommunale pulje- og lokaletilskud.
Nu står Hobro Kreative Forening bare i den situation, at det koster 2100 kroner at oprette en NemKonto, som tilskud kan sættes ind på. Penge, man ikke lige kan stampe op af jorden.
- Hvis nogen derude vil sponsere en bankkonto, skal de ikke holde sig tilbage, lyder opfordringen fra Lone Skov.
