Majken Fly, indehaver af Thiele i Hadsund, nyder at der ikke er så travlt i december. Så er der nemlig tid til ekstra julehygge. Foto: Jesper Bøss
Shopping

Helt omvendt: Her er december årets mest stille måned

18. december 2021 kl. 06:00
Majken Fly, indehaver af Thiele i Hadsund, nyder at der ikke er så travlt i december. Så er der nemlig tid til ekstra julehygge. Foto: Jesper Bøss
Majken Fly - her iført nytårs-beskyttelsesbriller, der mellem jul og nytår kan afhentes gratis i butikken. Privatfoto

Julehandelen er for de fleste butikkers vedkommende lig med fuld fart over stepperne, massevis af kunder, glødende kreditkort og gaveindpakning til den helt store guldmedalje. Men det gælder ikke alle steder. Hos Thiele i Hadsund er december faktisk årets mest stille måned, og det nyder de.

- Vi plejer at sige, at vi har travlt elleve måneder om året, og her er det altså december måned, der er undtagelsen, fortæller Majken Fly, der har stået i spidsen for Thiele i Hadsund de sidste fem år.

- Og den stille juletid kommer faktisk kærkomment, for vi trænger altid til at puste lidt ud efter et meget travlt efterår. Efteråret er nemlig årets mest travle periode, da det jo bliver mørkere og mørkere og minder mange om, at de trænger til nye briller.

Samtidig er det også skønt, at man i december kan julehygge lidt ekstra om kunderne, herunder ikke mindst børnene, der i starten af december kan aflevere en julesok, som pynter i butikken, samtidig med at den stille og roligt fyldes med gode sager, inden børnene afhenter den igen lige inden jul.

- Selvom julen ikke er højsæson, så sælger vi da også lidt julegaver. Ikke mindst gavekort som tilskud til briller er altid populært. Særligt til manden, der trænger til nye briller, men som har svært ved selv at komme afsted til optiker. Med et gavekort kan han blive mindet om, at han vist hellere må komme afsted, fortæller Majken Fly, der i øvrigt også nævner, at butikken fra den 27. til 30. december udleverer gratis nytårs-beskyttelsesbriller til børn.

- Vi har generelt megen fokus på børnene, og vi glæder os også til, at vi i starten af næste år kan genoptage vores populære ”børne-brille-model-dag”.

- Her kan alle børn komme ind til os og få taget et modelbillede af en professionel fotograf, hvorefter de får billedet som en stor plakat. Vi inviterer også de tilmeldte børn med en tur i biografen. Det plejer at være en fantastisk hyggelig happening, slutter Majken Fly.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu