Anette Vildal har ikke mange måneders erfaring med at drive butik, men ikke desto mindre kan hun nu præsentere en helstøbt shoppeoplevelse med stærke brands i Mariager.
Shopping

Fra sosu til mode: Anette åbner sprudlende designmekka for kvinder

Mariager får fredag en ny modebutik, som byder på en helstøbt shoppeoplevelse for kvinder i alle aldre

18. november 2022 kl. 14:30

Der bliver talt til alle sanser, når man bevæger sig ind i Anette Vildals nyåbnede butik, Klæd dig, i Østergade i Mariager - en butik til modebevidste kvinder i alle aldre.

- Jeg håber, det skubber lidt til kvindernes smag og shoppingoplevelse, og så håber jeg, det er noget andet, end de er vant til at gå på shopping i, siger Anette Vildal forud butiksåbningen klokken 12 fredag 18. november.

Muntre pangfarver, spraglede tapeter, bløde sofaer og duftende blomster rammer varerne på hylder og stativer ind og inviterer til, at man går på opdagelse i det sprudlende shoppingunivers, Anette Vildal og hendes mand har skabt på rekordtid.

Der er skruet godt op for farver og mønstre på både interiør og tøj i Anette Vildals nye butik "Klæd dig" i Mariager. Men hun understreger, at der også er gode, tidløse basisvarer at finde på hylderne.
Anette Vildal håber, at hun med sine farverige og glade kollektionsvalg kan inspirere kvinder til at turde mere - og hun står klar til at vejlede og rådgive sine kunder. Og der er tilmed indrettet et blødt hjørne, så de medbragte mænd og børn kan slå sig ned, mens de venter.

- Det er gået stærkt. Vi så lokalerne i september og slog til med det samme, og virksomheden blev oprettet i midten af oktober. Så det er ikke lang tid, vi har haft til stykke det hele sammen, og der har godt nok været travlt de seneste dage, men nu står vi her, og vi glæder os til at tage imod kunderne, siger Anette Vildal.

Hun har selv håndplukket hvert eneste mærke til butikken og er stolt af at have fået store navne som Sophie Schnoor, Hunkøn og CPHN Muse på hylderne sammen med blandt andet Noella, Nümph og Ivy.

Solide brands, som hun har landet på trods af bare få måneders erfaring med at drive en tøjbutik. For det er ikke længe siden, Anette Vildal tog noget af et spring - hun er nemlig uddannet sosu-assistent og har blandt andet arbejdet på Sødisbakke. 

- Men jeg kørte sur i mit fag. Jeg syntes ikke, det var sjovt at gå på arbejde til sidst, og så skulle jeg bare prøve noget nyt.

Siden juni har hun derfor været tilknyttet tøjbutikken Hr og Fru B i Randers, men valgte altså dette efterår at satse alt på at åbne sin egen butik i hjembyen Mariager.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse, samtidig med at det passer rigtig godt ind i vores familieliv med tre små børn. Her er jeg tæt på dem hele dagen, og jeg kan være hjemme til spisetid og så ordne det sidste arbejde, når børnene er lagt i seng. Så arbejdstimerne bliver måske nok mange, men jeg kan selv tilrettelægge det, siger Anette Vildal.

Indtil videre er det kun halvdelen af det store butikslokale i Østergade, der er taget i brug - den sidste halvdel indretter hun senere med enten herretøj, børnetøj eller interiør, men den beslutning er endnu ikke truffet.

- Nu skal vi lige lande i det her og så se, hvad der kan give bedst mening at tilføje butikken, siger Anette Vildal.

Åbningsdagen fredag markeres med gode tilbud, og kunderne vil blive mødt med et glas bobler eller rosé, når de træder ind ad døren.

Udover tøj og tasker kan man også finde lækre sager som smykker, strømper og ikke mindst neglelak til at fuldende sine looks i "Klæd dig". Forhænget bag disken deler det store butikslokale op i to - og på den anden side drømmer Anette Vildal om på sigt at indrette enten herretøjs-, børnetøjs- eller interiørafdeling.
Annonceret indhold

Nyeste