Jeppe Brandstrup Teisner i de kommende, indbydende lokaler, der i dag bruges som lagerplads for andre virksomheder.
Shopping

Forretning flytter: Vi får byens bedste lokaler til formålet

03. november 2022 kl. 16:16

HADSUND: For godt fem år siden overtog brødrene Jeppe og Anders Brandstrup Teisner Hadsunds hæderkronede cykelforretning, der har haft hjemme på Vestergade i rigtig mange år. I det nye år flytter de forretningen til en ny adresse i Hadsund.

- Vi har haft vækst og fremgang, siden vi startede, og har længe været presset på pladsen i butikken og på værkstedet. Derfor har vi også drømt om at flytte til noget større, fortæller Jeppe Brandstrup Teisner.

- Her havde vi faktisk haft kig på erhvervshuset i den tidligere bilforretning på Aalborgvej, som passede helt perfekt til vores drømme og idéer. Men vi gjorde ikke rigtigt noget ved det, da vi simpelthen var overbeviste om, at lokalerne ville være alt for dyre for os.

"Det er vores drømmelokaler, og vi får helt sikkert byens bedste lokaler til formålet", fortæller Jeppe Brandstrup Teisner.

- Heldigvis kom en af folkene bag huset ind til os i cykelbutikken for at få lavet sin cykel, og vi kom i snak. Her viste det sig faktisk, at lokalerne var indenfor vores økonomiske rammer, og det er jo helt fantastisk. Det er vores drømmelokaler, og vi får helt sikkert byens bedste lokaler til formålet, fortæller Jeppe Brandstrup Teisner.

- Først og fremmest får vi mere butiks- og værkstedsplads i ét plan, modsat i dag, hvor vores lokaler er i flere plan. Vi får også en fantastisk facade ud mod vejen, der er masser af luft og højt til loftet, og så er der parkering lige ved døren. Endelig bliver vi også en del af et fællesskab med et par andre virksomheder. Det glæder vi os meget til.

- Vi går all-in, og har hyret nogle professionelle folk til at hjælpe os med at indrette en indbydende og topmoderne cykelforretning, der skal være en oplevelse at besøge. Sammen med de andre virksomheder i huset, er det også planen at lave et unikt loungeområde, som bliver fælles for alle. Det bliver så fedt, lyder det fra en tydeligt begejstret Jeppe Brandstrup Teisner.

Brødrenes cykelforretning, der i dag hedder Fri Bikeshop Hadsund, flytter til den nye adresse 1. februar 2023.

- Jeg lover, at vi kommer til at åbne med et brag, men mere om det senere, slutter Jeppe Brandstrup Teisner.

Annonceret indhold

Nyeste