Nick Larsen og Gregers Haislund står i spidsen for Hvidt og Frit Vesthimmerland, der er faldet rigtig godt til i de nye omgivelser.
Shopping

Flyttede 1.400 meter indenfor byskiltet: Voksende salg giver tre nye ansatte

28. januar 2023 kl. 16:00

For godt et halvt år siden flyttede hvidevarebutikken Hvidt og Frit Vesthimmerland til ny adresse i Aars, nærmere betegnet Vestre Boulevard 29B. Det har været en stor succes.

- Ja, det har været helt overvældende. Trods tiderne er vores omsætning steget væsentligt, og det er vi naturligvis både ydmyge over og stolte af, fortæller Gregers Haislund, der sammen med Nick Larsen står i spidsen for butikken.

- Det er helt klart fordi, at vi har fået en mere synlig og markant beliggenhed i forhold til tidligere. Jeg havde eksempelvis en kunde, der har boet i Aars i 14 år, men som ikke vidste vi eksisterede, før vi flyttede her til Vestre Boulevard, hvor vi jo også har fået en enestående beliggenhed i et smørhul midt mellem butikker som Jem & Fix, JYSK og thansen. Det giver en god trafik i butikken.

- Den gode start i de nye omgivelser har også betydet, at vi er vokset fra fire til syv medarbejdere, beretter Gregers Haislund.

En helt særlig stemning og energi

Hvidt og Frit er verdensberømt – i hvert fald i Vesthimmerland – for sin helt særlige stemning, energi og lyst til at kaste sig ud i anderledes tiltag til gavn for kunderne, lokalområdet og mange andre.

- Vi er nok lidt som en humlebi. Rent logisk burde den ikke kunne flyve med sin buttede krop og korte vinger, men det ved den ikke selv, og så flyver den bare. Sådan er det også med nogle af vores idéer og projekter. Her tænker vi altid, at det nok skal lykkes og blive godt. Vi tænker aldrig, at det ikke kan lade sig gøre, fortæller Gregers Haislund.

Butikken har sin egen lounge, hvor du kan få lidt at varme dig på. Både kaffe, the, kakao og såmænd også en whisky og cognac.

Som et af tiltagene har Hvidt og Frit Vesthimmerland blandt andet været frontløber i Aars Knækker Cancer, der via forskellige aktiviteter i byen de seneste år har indsamlet mere end to millioner kroner til Knæk Cancer og Kræftens Bekæmpelse. Unægteligt ganske imponerende!

Det er sket via salg af særlige Knæk Cancer-”knæklodder” om flotte præmier doneret af lokale erhvervsdrivende i Aars og omegn, samt via events, hvor byen de seneste år blandt andet har lavet store, levende Knæk Cancer-blomster, der har givet genlyd landsdækkende.

Af andre tiltag kan nævnes en helt særlig musikvideo, der så dagens lys for et par år siden. Den blev et kæmpe hit på sociale medier.

Tak for den lokale opbakning

De mange forskellige idéer, påfund og tiltag har altid en lokal vinkel. Det at stå sammen og handle lokalt er nemlig vigtigt.

Det betyder, at du ofte ser personalet hos Hvidt & Frit Vesthimmerland iført trøjer, der slår et slag for den lokale handel i Aars, eller hvor der slet og ret står ”TAK”, naturligvis henvendt til de kunder, der bakker op om de lokale butikker.

- Kunderne er helt fantastiske til at bakke op om butikkerne her i Aars, og derfor gør vi også altid lidt ekstra ud af at forkæle dem. Vi har blandt andet lavet en lille lounge her i butikken, hvor man kan sidde og nyde en kop kaffe, the eller kakao, eller sågar en god whisky eller cognac.

- Inden vi overtog lokalerne, var det corona-testcenter her på stedet. Så jeg plejer at sige, at hvor man før kunne få en pind i halsen, kan man nu få en kæp i øret, griner Gregers Haislund med sit sædvanlige gode humør og glimt i øjet.

Hvidt og Frit er en frivillig indkøbskæde, der består af selvstændige og lokalt forankrede forhandlere fordelt over hele Danmark. Butikken i Aars har altid over 350 varer. 

Annonceret indhold

Nyeste