
Derfor skifter Nannas tøjbutik navn
HADSUND: I marts måned sidste år overtog Nanna Hall Stamer dame- og modetøjsbutikken Butik Frys, som tilbage i januar måned i år flyttede i nye lokaler på Storegade 38 i Hadsund. Nu er Nanna klar med endnu en nyhed. Butikken skifter navn.
- Jeg vil gerne signalere at butikken har ændret sig lidt, at kernemålgruppen er blevet yngre og at jeg har fået mange nye, spændende mærker på hylderne. Derfor ændrer jeg butikkens navn til Stamer & Hall, fortæller Nanna Hall Stamer.
- Det nye navn på butikken stammer fra mine to efternavne, som jeg dog lige bytter rundt på, da det er mere mundret.
- Jeg har allerede fået designet nyt logo, og vil i løbet af sommeren lave de forskellige ændringer på butiksfacaden og andre steder, fortæller Nanna, der trods navneskiftet påpeger, at meget fortsat vil være det samme og velkendte i butikken.
- Det er samme personale, samme telefonnummer og så har vi naturligvis stadig fokus på nogle superlækre mærker og høj kvalitet til en rigtig fornuftig pris. Man kan stadig komme ind til os og blive klædt på fra top til tå til under tusinde kroner. Det ændrer sig ikke.
- Signalet i navneskiftet er udelukkende de positive tilføjelser til butikken, slutter Nanna Hall Stamer.