Jakob W. Glintborg, direktør hos STARK Hobro. Her ved de første tegn på den nye drivein-hal, som forventes at stå færdig til april. Prisen på byggeriet er 10 millioner kroner. Foto: Jesper Bøss
Shopping

Byggecenter investerer 10 millioner i stor udvidelse

08. januar 2022 kl. 07:00
Jakob W. Glintborg, direktør hos STARK Hobro. Her ved de første tegn på den nye drivein-hal, som forventes at stå færdig til april. Prisen på byggeriet er 10 millioner kroner. Foto: Jesper Bøss
”Selvom vi i store dele af 2021 har været presset på levering af nogle typer af varer og materialer, så bliver året det bedste nogensinde”, fortæller Jakob W. Glintborg, direktør hos STARK Hobro. Foto: Jesper Bøss

STARK i Hobro fejrer rekordår ved at sætte spaden i jorden til et byggeri af en ny og topmoderne drivein-hal. Den nye hal skal gøre det endnu nemmere for kunderne at handle i byggecentret, og byggeriet forventes at stå færdigt til april.

Det er efterhånden velkendt, at der har været tryk på byggecentre de seneste år, hvor både håndværksvirksomheder og private har kastet sig over ombygninger, renoveringer og nybyggeri i stor stil. Det har de kunnet mærke hos STARK i Hobro.

- Selvom vi i store dele af 2021 har været presset på levering af nogle typer af varer og materialer, så bliver året det bedste nogensinde, fortæller Jakob W. Glintborg, direktør hos STARK Hobro.

- Men fremfor at hvile på laurbærrene, så har vi valgt at bruge medgangen til at optimere en række forskellige ting i vores forretning. Alt sammen noget, der først og fremmest skal komme kunderne til gode.

- Inden for har vi blandt andet vendt butikken lidt rundt, og skabt et nyt og moderne udtryk, hvor vi har samlet salg og administrationen. Vi har også gjort endnu mere ud af vores udstillinger og præsentation af en række forskellige varegrupper, der er blevet større og mere indbydende. Det gælder blandt andet en ny, stor afdeling med gulve og fliser, ligesom vi også har udvidet vores afdeling med arbejdstøj betydeligt. For bare at nævne lidt af det, fortæller Jakob W. Glintborg.

Ny hal til 10 millioner

Uden for har STARK i december måned igangsat byggeriet af en ny, stor og moderne drivein-hal.

- Vi har haft vores varer spredt på lidt forskellige lokationer på vores matrikel, så det har længe været et kæmpe ønske for os at få en egentlig drivein-hal, der kan gøre det til en endnu bedre oplevelse for kunderne at handle hos os.

- Vi investerer 10 millioner i byggeriet af hallen, der bliver på 2.500 kvadratmeter, og som forventes at stå færdig i starten af april. Til den tid vil vi markere det med en række aktiviteter, fortæller Jakob W. Glintborg.

STARK Hobro har hjemme på Lucernevej i Hobro og beskæftiger i dag 30 medarbejdere.

Nyeste