
Butik åbner ny udstilling af sjældne figurer: Dronningen forærer dem som gave ved særlige lejligheder
Klosterkælderen Antik & Porcelæn fylder 20 år. I den anledning åbner ny udstilling.
MARIAGER: Når maj banker på, kan forretningen "Klosterkælderen Porcelæn og Antik" i Mariager fejre 20 års jubilæum. I den anledning åbner de en ny udstilling med sjældne og kostbare porcelænsfigurer fra starten af 1900-tallet.
Figurerne forestiller danske mænd og kvinder i egnsdragter, specifikke for hvert sit område af Kongeriget. Fra Nordjylland vil du blandt andet kunne se en fisker fra Skagen og to personer fra henholdsvis Læsø og Mors.

Porcelænsfolkene er cirka 30 centimeter høje og eftertragtede blandt samlere. Dette gør, at de snildt løber op i titusindvis af kroner for dem, der vil have én til at pryde reolen i privaten.
En af figurerne fra serien forestiller en grønlandsk kvinde i en smuk nationaldragt. Denne figur har Dronning Margrethe for vane at forære som gave, når hun fra tid til anden aflægger besøg hos folket på den store ø, højt mod nord.
Jan Ringsmose, indehaveren af Klosterkælderen, oplyser, at butikken lige nu råder over 27 af de i alt 47 typer af figurer, der indgår i serien. Det eksakte antal, butikken råder over, vil variere i løbet af udstillingsperioden, da figurerne er til salg.
Udstillingen åbner for nysgerrige blikke fra og med Store Bededag og løber henover sommeren. Ud over hos Klosterkælderen kan figurerne i dette antal kun ses på Frederiksborg slotsmuseum og museet Clay ved Middelfart.