Efter godt 10 år i Ridehallen på Solgården i Skelund holder Bazar Skelund nu flyttedag. Markedet flytter til Hadsund. Foto: Jesper Bøss
Shopping

Bazar Skelund flytter efter flere udfordrende år

27. april 2022 kl. 15:55

Efter 10 år med det populære fødevare- og kræmmermarked ”Bazar Skelund” i Ridehallen på Solgården i Skelund holder markedet nu flyttedag.

- På bagkant af de forskellige udfordringer de sidste par år med corona, har vi efter en del overvejelser nu en plan, lyder det samstemmende fra Jess Laursen og Jan Vestergaard, der sammen startede Bazar Skelund for godt 10 år siden.

- Planen er ganske enkelt, at Bazar Skelund rykker til Hadsund, og ikke som hidtil 3. lørdag i hver måned, men to gange om året, hvor vi sætter alt ind på at skabe samme stemning, som vi i mange år har haft i Skelund. Om bazaren i Skelund på et senere tidspunkt vender tilbage i sin vante form, må tiden vise, lyder det fra duoen.

Bazar Skelund har været kendt for markedsstemning og gode handler. De fortsætter nu i Hadsund. Foto: Jesper Bøss

Første gang Bazar Skelund rykker til Hadsund, er i forbindelse med Hadsund Handels store forårsaktivitet fredag og lørdag 27.-28. maj, hvor de traditionsrige og populære Toldfrie dage også indgår. Her vil Bazar Skelund gæste Hadsund lørdag 28. maj fra 10.00 til 14.00.

- Herefter er det tanken, at vi vender tilbage med næste bazar i starten af september, hvor det er planen at indtage det store P-hus ved Butikscenter Hadsund, som ejerne af Butikscenter Hadsund har givet tilladelse til. Her kan vi både være udendørs og under tag, hvis vejret ikke er med os. Det bliver fremadrettet Bazar Skelunds fremtidige base i Hadsund, slutter Jan Vestergaard.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu