Anders Bøgeskov Junior skal være brugsuddeler i Veddum. Her er han fotograferet med sin bedre halvdel, Heidi, og hendes to piger, Julie og Emilie. Privatfoto
Shopping

33-årige Anders skal løfte arven i den lokale brugs efter Morten

24. juni 2022 kl. 15:01

Det bliver den 33-årige Anders Bøgeskov Junior, som skal løfte arven efter Morten Hald, mangeårige brugsuddeler i landsbyen Veddum, Mariagerfjord Kommune.

- Jeg blev spurgt af flere, om jeg havde lyst. Jeg gik og summede over det og syntes, at det kunne være meget spændende, siger Anders Bøgeskov Junior.

Han kender Morten Hald fra dengang, han selv arbejdede som menig i Dagli'Brugsen i Øster Hurup. Anders Bøgeskov Junior har også relevant erfaring fra en tid som souschef hos Fakta.

Sammen med "sin bedre halvdel", Heidi, har Anders Bøgeskov Junior en take away-restaurant, "Mad fra Heidi", i Øster Hurup.

Heidi vil drive restauranten videre, når Anders 1. august begynder i uddeler-jobbet i Veddum.

Parret bor i Øster Hurup men kender Veddum ret godt. Heidi stammer fra Veddum og har stadig en del familie i byen.

Morten Hald stopper ved udgangen af juli måned efter 24 år i landsbyens dagligvarebutik.

Orla Jørgensen, bestyrelsen i Dagli'Brugsen Veddum, skriver på Facebook, at Anders er faglig kompetent og god til at skabe kontakt og snakke med mange mennesker.

Nyeste