Mange pakkeshops samarbejder med flere forskellige pakkefirmaer - og det betyder, at der kommer rigtig mange pakker hver dag.
Shopping

Pakkeshops er fyldt til randen: - Vi vælter rundt

Store mængder pakker giver ekstra travlhed hos udleveringsstederne - men det har også sin fordel.

29. november 2022 kl. 16:00

- Hjælp nissen og hent din pakke nu.

- Hent din pakke inden for 24 timer og vind 5000 kr.

Der er mange måder at appellere til folk på, men det fælles budskab er ikke til at tage fejl af.

Pakkeshops rundt om i landet er pressede efter black friday, som efterhånden er blevet en ugelang begivenhed.

Et af de steder, hvor der er ekstra travlt i dagene efter forbrugernes festdag, er hos Spar i Hobro.

- Der kommer rigtig mange pakker. Vi vælter rundt, siger købmand Ann Petersen.

Hun oplyser, at de har 500-600 pakker liggende klar til afhentning på nuværende tidspunkt. Og der kommer dagligt flere til.

Derfor skal der tænkes ud af pakkeboksen for at få de mange pakker afhentet i en fart.

En af de metoder, som pakkefirmaer benytter sig af, er konkurrencer for dem, der henter deres pakker inden for et døgn. PostNord udlodder gavekort på 5000 kroner, i håb om at folk vil suse ned i pakkeshoppen.

Hos Spar i Hobro oplever de, at det har en effekt.

- Folk er flinke til at hente deres pakker, selvom nogen venter til alle deres pakker er ankommet, siger Ann Petersen.

Der er mange pakker at holde styr på, fra flere forskellige leveringsfirmaer, men Ann Petersen tager det med ophøjet ro:

- Vi har haft pakkeshop i 20 år, så vi har godt styr på det.

De ekstra mange kunder, som pakkerne medfører, er dog også en fordel for butikken.

- Folk er søde til at tage noget med. Otte ud af 10, der kommer efter pakker, køber også noget med, siger Ann Petersen, der forventer at pakke-travlheden fortsætter frem mod jul.

Annonceret indhold

Nyeste